Gemt

Borgmester om de vilde problemer: "Vi har givet håndslag på, at vi må lave fejl"

27. oktober 2023

Det ville være forkert, hvis Aarhus Kommune prøvede at løse alle sine komplekse problemer selv. For samfundsproblemer kan kun løses i fællesskab, understregede kommunens borgmester, Jacob Bundsgaard (S) til Velfærdens Topmøde 25. oktober. Men samarbejder kræver en kulturændring, hvor det også er tilladt at begå fejl.   

Aarhus Kommunes borgmester, Jacob Bundsgaard (S), siger det, som det er:  

”Vi arbejder med problemer, der er så store, så komplekse og så mangefacetterede, at vi har svært ved at få greb om dem selv.” 

Han er netop trådt op på scenen til Velfærdens Topmøde i Børssalen, hvor repræsentanter fra det offentlige, det private, selvejende institutioner, fonde og civilsamfundet har taget plads omkring runde borde for at blive klogere på, hvordan samarbejder kan flytte bjerge i velfærdssamfundet. 

For udfordringer – eller vilde problemer, som Jacob Bundsgaard kalder dem – er der nok af på velfærdsområdet. Så der er brug for at gøre noget nyt, også selvom det stiller nye krav til alle aktører. 
 
”Det der med at prøve at løse det selv, er i virkelighed forkert tænkning, for de kan kun løses i fællesskab. Og det er en kæmpe opgave,” siger Jacob Bundsgaard.  

Ny måde at drive udvikling 
Når Jacob Bundsgaard sætter ord på, hvad Aarhus Kommunes’ vilde problemer består i, er det svært ikke at blive forpustet. Der er arbejdsmarkedskrise, sundhedskrise, klimakrise, trivselskrise, tillidskrise, ulighedskrise. Hver især er kriserne komplekse at håndtere og umulige at løse uafhængigt af hinanden. 


 
”Vi er nødt til at løse dem alle sammen samtidig. Både af moralske årsager, og fordi de hænger sammen,” siger Jacob Bundsgaard. 

På trods af at han står i spidsen for en organisation med omkring 30.000 medarbejdere, er der brug for hjælp udefra.  

”De her udfordringer er så store og svære at løse, at de tager lang tid, og muligvis kommer vi aldrig i mål. Derfor passer det dårligt til vores demokratiske system, hvor politikere skal vælges hver 4. år, når det måske tager 10-15 år at løse et problem,” siger borgmesteren og fortsætter:  

”Derfor skal vi ændre på strukturen eller kulturen i vores lokaldemokrati. Vi skal ændre måden at drive politik og udvikling på.” 

Fejl skal være mere ufarlige  
De tilhørende i Børssalen er interesserede i det gode velfærdssamarbejde på tværs af sektorer og aktører. Der er blandt dem og talerne bred enighed om, at god velfærd handler om at skabe resultater for borgerne. Men mange har også prøvet, hvordan samarbejder bliver udfordret af kontrakter, mistillid og snævert definerede leverancer.  



De udfordringer kender Jacob Bundgaard og hans kollegaer i Aarhus Kommune også. Derfor anerkender han, at der er behov for, at kommuner og andre offentlige aktører må slippe lidt af kontrollen for at give samarbejdspartnere bevægefrihed for at løse den fælles opgave. 

”Vi ved godt, at det her er så store udfordringer, og så komplekse problemstillinger, at vi kommer til at begå fejl. Derfor er vi villige til at have en større risikovillighed. Vi har forsøgt at løse problemerne, men de er uløste,” siger han. 

For der bliver begået fejl, som skal håndteres.  
”Når vi laver nye ting, laver vi også flere fejl. Det har vi givet håndslag på, at det må vi gerne,” siger Jacob Bundsgaard.  

I de situationer prøver de i Aarhus Kommune at vende tilbage til de diskussioner, de har haft om, at det er okay at fejle. På den måde bliver det lidt mere ufarligt for politikerne, påpeger han.  
Alligevel kan det være svært at give slip i praksis.  

”Den grundlæggende udfordring i samarbejdet er, at der på et tidspunkt er nogle politikere, der rammer nogle vælgere, man står til ansvar overfor. Man er nødt til at have noget kontrol og noget magt til at handle på det.”