Gemt

Enige partiledere: Vi skal løse manglen på arbejdskraft

Nyhed

06. september 2023

Flere udenlandske medarbejdere og færre tilbagetrækningsreformer skal være med til at løse manglen på arbejdskraft. Sådan lød det fra flere partiledere, da den politiske sæson blev skudt i gang til Dansk Erhvervs Årsdag.  

Følger man dansk politik, vil man vide, at det hører til sjældenhederne, at alle partier enige. Det skete dog, da den politiske sæson blev skudt i gang med en partilederdebat til Dansk Erhvervs Årsdag. Alle deltagere anerkendte nemlig, at der mangler arbejdskraft i Danmark. 

Der var også bred enighed om, at hvis udfordringen skal løses, så er der brug for flere udenlandske hænder og hoveder. 
 
”Vi kommer ikke udenom, at vi skal have flere, kvalificerede udenlandske medarbejdere,” konstaterede Danmarksdemokraternes formand, Inger Støjberg. 

Moderaterne: Politisk beton skal nedbrydes 
Hvis vi skal have flere udenlandske medarbejdere til Danmark, er der ifølge Jakob Engel-Schmidt fra Moderaterne brug for at tænke nyt i forhold til processen med at hente dem til Danmark: 

”Vi har brug for at nedbryde det politiske beton, der gør det så bøvlet at komme til Danmark og arbejde,” forklarede Jakob Engel-Schmidt (M). 

Dansk Folkeparti: Vi har allerede arbejdskraften i Danmark 
Enigheden om behovet for udenlandsk arbejdskraft stoppede dog hos Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt: 

”I stedet for at kigge mod Afrika, skal vi kigge mod de mange unge, der står uden for arbejdsmarkedet i Danmark, og de mange seniorer og personer med handicap, der ikke er en del af arbejdsmarkedet.” 

Brug for reformer og højere ambitionsniveau 
Dansk Erhvervs beregninger viser, at Danmark om ti år vil mangle 130.000 medarbejdere. Det tal kan være svært at forholde sig til, men det gør ikke udfordringen mindre, lød det fra De Konservatives formand, Søren Pape: 

”Jeg tror ikke helt, at alle har indset, hvor stor udfordringen er. Det er et kæmpe problem, som vi skal have løst,” lød det fra partiformanden, som pegede på, at en del af løsningen er, at det offentlige ikke skal vokse mere. 

Netop De Konservative har sammen med Liberal Alliance og Radikale Venstre dannet KLAR-alliancen, som tidligere har præsenteret bud på forskellige initiativer, der skal løfte arbejdsudbuddet.  

Til debatten gentog Radikale Venstres formand, Martin Lidegaard, budskabet om behovet for reformer:  

”Der er brug for flere udenlandske medarbejdere, men der er også brug for, at vi kigger på antallet af tilbagetrækningsordninger og laver reformer, der holder flere på arbejdsmarkedet i længere tid.” 

Samme toner løs fra Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh: ”Ambitionsniveauet skal simpelthen op, og så er der brug for, at vi kigger på flere løsninger. Udenlandsk arbejdskraft kan ikke klare opgaven alene.” 

Forslag om erhvervsstøtte er fantastisk, men.. 
Partilederne mener imidlertid ikke, at ambitionsniveauet fejler noget i Dansk Erhvervs forslag om, at politikerne tager 4,5 milliarder kroner fra erhvervsstøtten og 4 milliarder kroner fra det råderum, som virksomhederne har været med til at skabe. Til gengæld skal de sænke selskabsskatten og indføre en flad aktieavancebeskatning. Det forslag var i centrum i debattens anden halvleg.

Forslaget mødte ros, men der var også enighed om, at, at det bliver en svær opgave:

”Jeg vil gerne rose Dansk Erhverv for forslaget og den konstruktive tilgang, men jeg vil også gerne gentage, hvad mine kolleger har sagt; det er en meget svær opgave,” forklarede Venstres formand og vicestatsminister, Jacob Ellemann-Jensen. 

Svært betyder dog ikke umuligt, sluttede erhvervsminister Morten Bødskov, som har nedsat et udvalg for at kigge på netop erhvervsstøtten: 

”Hvis vi dropper debatten om, at det ikke lade sig gøre, så tror jeg faktisk, at vi kan gøre det.” 

Dansk Erhvervs Årsdag 2023