Gemt

Psykiatrien får et tiltrængt økonomisk løft

19. september 2023

Regeringen vil frem mod 2030 løfte psykiatrien markant og samtidig præsentere en ny 10-års plan. I Dansk Erhverv, er vi meget tilfredse med, at området ser ud til at få et betydeligt økonomisk løft. Her er det helt centralt, at civilsamfundet og de ikke-offentlige leverandører også bliver tænkt med, så borgerne sikres en mere sammenhængende og helhedsorienteret behandling. Læs mere her:

Regeringen vil frem mod 2030 løfte psykiatrien med 3 mia. kr. årlig, fremgår det af Finanslovsforslaget. Det betyder, at der fra 2020 til 2030 samlet set vil blive afsat 4,3 mia. kr. yderligere årligt, når man medregner de midler, der allerede er afsat. Regeringen vil senere præsentere et nyt udspil til en ny 10-årsplan for psykiatrien og invitere til forhandlinger blandt Folketingets partier.

Der er et stort behov for et markant løft af den samlede indsats for mennesker med psykiske lidelser. Derfor er Dansk Erhverv også meget tilfredse med, at området bliver markant økonomisk prioriteret. Nu er der økonomisk mulighed for at få prioriteret alle de 37 faglige anbefalinger fra det faglige oplæg til en 10-års plan for psykiatri som Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen har været penneførere på.

I det kommende udspil fra regeringen, vil Dansk Erhverv have blikket skarpt rettet mod, at de ikke-offentlige leverandører og civilsamfundet bliver inddraget og set som ligeværdige medspillere på området. Når psykiatrien skal løftes, er det afgørende, at det sker på tværs af hele området.

Dansk Erhverv mener, at der bør sikres en bedre sammenhæng mellem folkeskole og PPR og det vigtige specialpædagogiske og psykiatriske arbejde, der sker på behandlings- og specialundervisningstilbud. Herudover bør der være fokus på en fortsat styrkelse af socialpsykiatrien og den sammenhængende indsats på tværs af behandlings- og socialpsykiatri. Det er helt centralt for Dansk Erhvervs medlemmer, at implementeringen af 10-årsplanen for psykiatrien og den løbende udvikling af psykiatrien har blik for de strukturelle, institutionelle og systemiske udfordringer, herunder sektorskellet mellem den offentlige- og ikke-offentlige sektor, som i dag spænder ben for, at borgere modtager et sammenhængende og helhedsorienteret tilbud.

For at sikre at flere borgere med behov for socialpsykiatrisk støtte får den rette indsats fra start, skal også et friere valg på dette område prioriteres. Derfor skal borgere i højere grad end i dag kunne vælge både botilbud efter § 107 Lov om social service og bostøtte-leverandør selv.

I september 2022 blev der med den politiske aftale taget de første skridt i retningen af en styrket psykiatri. Og nu ser Dansk Erhverv frem til den nødvendige fortsættelse.

Kontakt

Velfærd og samfund

Anders Nyberg Olesen

Politisk konsulent