Gemt

Dansk Erhverv med nyt udspil: Sådan får vi flere unge i uddannelse og job

11. april 2024

Alt for mange unge risikerer et liv på kanten af arbejdsmarkedet. Med et nyt udspil vil Dansk Erhverv løfte de alt for mange unge, der i dag står uden uddannelse eller arbejde. Det er en omfattende opgave, men det er dybt nødvendigt, at den nu én gang for alle bliver løftet, lyder det fra adm. direktør Brian Mikkelsen.


Cirka 43.000 i aldersgruppen 15-24 år er hverken i uddannelse eller i job. Det er kritisk for den enkelte. Og det er ikke mindst kritisk i en situation med mangel på arbejdskraft i alle hjørner af samfundet. Udfordringen er ikke mindst alvorlig i forhold til at sikre nok faglærte på tværs af stort set alle brancher. Danmark står med en stor udfordring, som kalder på handling.

"Som samfund må vi ikke svigte de mange unge, der har svært ved at finde deres vej frem. Vi både kan og skal gøre tingene bedre. Vi ved for eksempel, at fritidsjob og praktiske erfaringer har en stor positiv effekt på vores unge. Giver de unge en forsmag på arbejdsmarkedet og en forståelse af, hvad det vil sige at indgå på en arbejdsplads med det ansvar og de forventninger, det indebærer. Og at både fritidsjob og praktiske erfaringer samtidig kan inspirere og bidrage til afklaring i forhold til de unges videre uddannelsesvalg,” siger Brian Mikkelsen.

Virksomhederne tager ansvar
Brian Mikkelsen understreger, at virksomhederne allerede i dag tager et stort samfundsansvar for at understøtte unges muligheder for at lykkes, blandt andet gennem fritidsjob og lærepladser til et meget stort antal unge. Knap halvdelen af alle 110.000 unge i fritidsjob er f.eks. ansat i detailhandlen.

“Men de nuværende rammer for at understøtte blandt andet en mere praksisfaglig folkeskole og samarbejdet mellem skoler, kommuner og erhvervslivet kan og skal styrkes. Så erhvervslivet i endnu højere grad kan tage flere af vores unge ind og bidrage til at give dem en god start på livet. Jeg ved, at erhvervslivet står klar. Og jeg har store forventninger og tiltro til, at regeringen vil løfte denne vigtige dagsorden på måder, vi ikke har set før. I Dansk Erhverv anerkender vi samtidig, at der ikke er nogen hurtige snuptagsløsninger på denne samfundsudfordring. Og derfor mener vi også, at det kræver en helhedsorienteret tilgang og inddragelse af alle relevante aktører, når vi i de kommende år skal sikre, at færre unge ender uden uddannelse eller job,” siger Brian Mikkelsen.

Skal ske i samarbejde med erhvervslivet
Dansk Erhverv foreslår – udover en styrkelse af rammerne for fritidsjobs og en mere praksisfaglig skole - blandt andet også en mere erhvervsrettet 10. klasse, en styrkelse af lærer- og pædagogområdet, karakterkrav på 6 til de treårige gymnasiale uddannelser samt en styrkelse af de tilbud, der i dag findes for unge, som ikke kan gå den mere direkte vej gennem ungdomsuddannelserne.

”Folkeskolen formår ikke i tilstrækkelig grad at sikre, at alle unge motiveres, udvikler sig og trives. Den Forberedende Grunduddannelse har for længe været økonomisk udfordret – og vi er ikke i mål med den seneste politiske aftale. Meget fungerer i det danske skolesystem, men det halter desværre stadig for mange steder med den kvalitet, unge og virksomheder møder, herunder på områder som er afgørende for at sikre flere unge en plads i fællesskabet. Med vores nye udspil håber jeg det står klart, at erhvervslivet er klar til at tage ansvar for at løfte endnu flere unge ind i uddannelse og arbejde. For den enkeltes og hele samfundets skyld. Den opgave kan ikke løses uden erhvervslivets aktive medvirken. Det er kun sammen, vi kan løfte og gøre en forskel på det her felt,” siger Brian Mikkelsen. 

På erhvervsuddannelserne har regeringen i høj grad sat handling bag ordene med et økonomisk løft, der matcher ambitionerne. Det er afgørende, at løftet nu sætter et markant aftryk på kvaliteten i uddannelserne. En forudsætning for det er ifølge Dansk Erhverv, at man samtidig styrker de faglige og sociale miljøer på skolerne ved at samle udbuddet af uddannelserne på færre skoler end i dag.

”Mange erhvervsuddannelser udbydes i dag på adresser, hvor der optages meget få elever. Det mener vi er et problem, hvis vi samtidig skal imødekomme de stigende faglige krav til specialisering, udstyr, læremidler og underviserkompetencer. Det er et tema, der har ulmet i mange år, og det er tid til at gøre noget ved det, hvis de nye midler skal have den effekt, vi alle håber,” siger Brian Mikkelsen.

Læs udspillet her - eller download det nederst på siden ⇓

Dansk Erhverv foreslår følgende indsatsområder:

  1. En grundskole, der løfter og inspirerer flere
  2. Øget fokus på drenge og mænds uddannelse
  3. Mere erhvervsrettet 10. klasse med større social balance
  4. Styrkelse af Den Forberedende Grunduddannelse (FGU)
  5. Udbredelse af Frie fagskoler og TAMU
  6. Flere unge i fritidsjob
  7. Stærke og attraktive erhvervsuddannelser
  8. Gymnasiale uddannelser, der matcher elever og formål
  9. Flere pædagoger, lærere og specialister til opgaverne
  10. Flere unge fra beskæftigelsessystemet i job
  11. Værnepligt som en vej ind i uddannelse eller job
  12. Mere samarbejde på tværs af sektorer og civilsamfund
  13. Styrket indsats for unge med behov for ekstra støtte

Læs også

Job til livet

Fritidsjob

Flere unge i uddannelse eller job

pdf

Download

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Claus Rosenkrands Olsen

Uddannelseschef
Medarbejderprofil