Gemt

Dansk Erhverv roser Klimarådets fokus på langsigtede rammer, men der mangler en tredje vej til 2050-mål

14. august 2024

Klimarådet viser i deres netop offentliggjorte rapport, hvordan Danmark kan nå i mål med klimamålene for 2050. Dansk Erhverv støtter op om, at byggestenene frem mod 2050 skal lægges allerede nu, men savner fokus på at skabe de rette rammevilkår for innovation af grønne løsninger, der skal få os i mål. Der mangler en tredje vej.

Klimarådets rapport ”Danmarks klimamål i 2050” peger på behovet for at indtænke langsigtede mål og løsninger i dansk klimapolitik, hvilket Dansk Erhverv hilser velkommen.

”Elektrificering, grønne brændstoffer og infrastruktur er forudsætningen for at nå i mål, og det kræver store og langsigtede investeringer. Der er snart 25 år til 2050. Vi skal have borgere og virksomheder til at træffe de rette valg om køb af fx bil og energikilde allerede i dag. Virksomhedernes investeringshorisont er lang, så vi er glade for, at Klimarådet sætter fokus på, at vejen til 2050 skal lægges nu,” siger Ulrich Bang, underdirektør for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv.

Klimarådet vurderer, at biogen CO2 vil blive en mangelvare i fremtiden. Biogen CO2 er CO2 fra biologiske kilder og er en klimaneutral kulstofkilde, som skal bruges i grønne brændstoffer til skibstrafikken, luftfarten og den tunge industri. Der bør ifølge Klimarådet tages stilling til, hvordan vi har tilstrækkeligt biogent kulstof i fremtiden. Dansk Erhverv er glade for, at Klimarådet tager problematikken op.

”Udviklingen af et marked for fangst og lagring af CO2 kræver, at vi tænker kulstof som en ressource, som skal bruges klogt, så længe vi ikke bare kan hive CO2 ud af luften. CO2-lagring er nødvendigt, men vi skal sikre den rette balance mellem lagring og anvendelse. Derfor foreslår vi i Dansk Erhverv, at regeringen laver en strategi for fremtidig brug af biogen CO2,” siger Ulrich Bang.

Virksomhedernes investeringshorisont er lang, så vi er glade for, at Klimarådet sætter fokus på, at vejen til 2050 skal lægges nu.

Mangler fokus på innovation
Klimarådets rapport fremlægger to veje til at opnå vores klimamål. Ny hverdag og Ny teknologi. Ny hverdag-scenariet fokuserer på at reducere fx kødforbrug og flyveture, mens Ny Teknologi-scenariet satser på omlægning til kunstigt kød, kulstoffrie brændstoffer og avanceret CO2-fangst.

”Vi savner en tredje vej, hvor grøn omstilling er en vej til økonomisk vækst og arbejdspladser, hvor netop det at omstille sig, kan anskues som et konkurrenceparameter. Klimarådet risikerer på forhånd at udvælge de teknologier, der skal lægge vejen til 2050. Der er behov for en strukturel tilgang i stedet, der giver de samme incitamenter til at reducere udledninger uanset valg af teknologi. Markedet er bedst egnet til gennem konkurrence at afgøre, hvilke teknologier der er fremtiden” siger Ulrich Bang og fortsætter:

”Det kræver, at vi giver grønne innovative teknologier, der kan erstatte en udledende produktionsmetode, mindst lige så gode vilkår som de forurenende metoder. Det gælder om det er elektricitet, brændstoffer, bøffer eller byggematerialer. De grønne og mindre udledende alternativer bør ikke stilles ringere i konkurrence end de sorte. Uden ligestilling risikerer vi at holde forurenende praksisser kunstigt i live, mens nye og mindre udledende alternativer bremses. Så bliver vejen til 2050 benhård”.

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil