Gemt

Forårets helligdage og planlægning af arbejdstid: Læs om reglerne her

DANSK ERHVERV | PERSONALE | 23. JANUAR 2024

Selvom sneen kun lige er smeltet, nærmer vi os forårets helligdage med hastige skridt. Det leder til spørgsmål som: Har medarbejderne ret til at holde fri på helligdage? Hvilken betaling skal de have, hvis de holder fri eller arbejder på en helligdag? Læs mere om reglerne i butiksoverenskomsten, plejeoverenskomsten og hoteloverenskomsten her:

 

En helligdag er en arbejdsdag
Udgangspunktet er, at den enkelte medarbejder skal arbejde på sædvanlig vis på helligdage, og medarbejderen har dermed ikke ret til fravær, betalt frihed eller særskilt betaling for arbejdet på helligdage.

Ret til frihed på helligdage er ikke reguleret i lovgivningen, men kan derimod fremgå af kollektive overenskomster, personalepolitikker, individuelle aftaler eller kutymer. Hvis der ikke er taget stilling til retten til fravær eller betaling på helligdage i overenskomster, personalepolitikker eller individuelle aftaler, vil de enkelte medarbejdere som udgangspunkt ikke have ret til fravær eller betalt frihed.

Læs mere om reglerne for ret til frihed på helligdage i:

⇒ Butiksoverenskomsten

⇒ Plejeoverenskomsten

⇒ Hoteloverenskomsten

Butiksoverenskomsten
Du kan finde overenskomsten her: Butiksoverenskomsten 2023-2025.

Arbejdsplaner
Medarbejderne skal kende deres arbejdstid minimum 16 uger frem, hvis der anvendes arbejdstidsplaner i henhold til butiksoverenskomsten. Er arbejdstiden ikke allerede planlagt, skal eventuelle ændringer i forbindelse med planen for foråret 2024 aftales eller varsles med mindst fire ugers varsel. En ændring i arbejdstiden i forbindelse med helligdagene er påregnelig for medarbejderne og kan derfor som det klare udgangspunkt ikke anses for at være væsentlig.

Hvor mange weekender må der arbejdes?
Butiksoverenskomsten skelner mellem søndagslukkede og søndagsåbne butikker. På baggrund af praksis fra faglige voldgiftssager er det Dansk Erhvervs vurdering, at der i hvert fald er tale om en søndagslukket butik, hvis antallet af faktisk åbne søndage om året er op til 31 søndage eller færre.

Udgangspunktet for begge typer butikker er, at der må arbejdes 8 ud af 16 weekender. Det kan for de søndagslukkede butikker fraviges ved aftale med den enkelte medarbejder, mens det for søndagsåbne butikker beror på butikkens forhold, om virksomheden kan pålægge flere arbejdsweekender.

Vi gør opmærksom på, at reglerne om arbejdets placering ikke gælder for påske- og pinselørdag samt ugen før jul. For disse perioder er der derfor mulighed for at pålægge to ekstra lørdage, uden at det beror på aftale eller er begrundet i butikkens forhold.

Reduktion ved helligdage
For fuldtidsansatte sker der en reduktion med 7,5 time for skærtorsdag, langfredag, påskedag, 2. påskedag, Kristi himmelfartsdag, pinsesøndag, 2. pinsedag, 1. juledag, 2. juledag samt juleaftensdag samt grundlovsdag.

Bemærk at der med afskaffelsen af store bededag som helligdag ikke længere skal ske reduktion i forbindelse med store bededag. Læs mere i Dansk Erhvervs vejledning om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag.

Reduktionen skal ske i planperioden, hvis der arbejdes efter en arbejdsplan. Er der i planperioden eksempelvis fire helligdage/dage, der behandles som helligdage, skal der reduceres med 30 timer (4 x 7,5 time), hvilket vil sige, at der alene skal arbejdes 562 timer i stedet for 592 timer (16 x 37 timer). Det er uden betydning, om medarbejderen er på arbejde den pågældende helligdag, da alle ansatte skal have reduktionen i arbejdstiden. Medarbejdere, som er på arbejde de pågældende helligdage, får i øvrigt deres sædvanlige løn for de timer, de arbejder, samt helligdagstillæg.

Det anbefales så vidt muligt at placere forårets helligdage i to planperioder, da man så skal reducere mindre i den enkelte planperiode.

Deltidsansatte
For deltidsansatte gives der ligeledes reduktion for de ovennævnte dage. Reduktionen for deltidsansatte sker i forhold til medarbejderens gennemsnitlige ugentlige arbejdstid. Medarbejdere med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på:

  • over 10 timer reduceres med 3,5 timer
  • over 20 timer reduceres med 4,5 timer
  • over 25 timer reduceres med 5,5 timer
  • over 30 timer reduceres med 7,0 timer.

På samme måde som fuldtidsansatte er det uden betydning, om medarbejderen arbejder eller har fri den pågældende helligdag.

Ved overenskomstfornyelsen 2023 indførte HK HANDEL og Dansk Erhverv en ny ansættelsesform kaldet fleksibel deltid. Læs mere i Dansk Erhvervs vejledning om fleksibel deltid.

Fleksibelt deltidsbeskæftigede, der er ansat i arbejdstidsintervallet 8-15 timer i gennemsnit om ugen, reduceres med 2 timer pr. søgnehelligdag, grundlovsdag og juleaftensaftensdag.

Fleksibelt deltidsbeskæftigede, der er ansat i arbejdstidsintervallet 13-20 timer i gennemsnit om ugen, reduceres med 3,5 timer pr. søgnehelligdag, grundlovsdag og juleaftensaftensdag.

Forskudttidstillæg
Efter reglerne i butiksoverenskomsten skal der betales forskudttidstillæg for arbejde på særlige tidspunkter. Der vil ske en justering af taksterne den 1. marts 2024. Du kan finde taksterne i butiksoverenskomsten.

Hvis en medarbejder er på arbejde i en butik, der efter reglerne kan holde åbent på en helligdag, skal der ydes løn og forskudttidstillæg svarende til den faktiske arbejdstid.

Overarbejde
Overarbejde aflønnes med den aftalte timeløn + 50 % for de første tre overarbejdstimer og 100 % for de efterfølgende timer. Dog betales alle overarbejdstimer på søn- og helligdage med timeløn + 100 %.

Overarbejde opgøres dag for dag, såfremt der foreligger en arbejdsplan.

Plejeoverenskomsten
Du kan finde overenskomsten her: Plejeoverenskomsten 2023-2025.

Månedslønnede, der ikke skal arbejde på en søgnehelligdag
For fuldtidsansatte skal der ske en reduktion af arbejdstiden med 7,4 timer for bl.a. skærtorsdag, langfredag, 2. påskedag, Kristi himmelfartsdag, 2. pinsedag , 1. juledag, 2. juledag samt 1. januar.

Bemærk at der med afskaffelsen af store bededag som helligdag ikke længere skal ske reduktion i forbindelse med store bededag.

⇒ Læs mere i Dansk Erhvervs vejledning om konsekvenser ved afskaffelsen af store bededag.

Virksomheden skal ud over de almindelige søgnehelligdage foretage et valg, omkring hvilke tre af følgende fire dage der betragtes som søgnehelligdage: 31. december, 1. maj, grundlovsdag eller 24. december. Når valget er foretaget, bør det kommunikeres ud til medarbejderne, fx i en personalehåndbog.

Reduktionen skal som udgangspunkt ske i den planperiode, hvor søgnehelligdagen falder, eller i en efterfølgende mødeplanperiode, dog senest i det halvår, der følger efter søgnehelligdagen (1. januar-30. juni eller 1. juli-31. december).

Det betyder, at søgnehelligdagsreduktion for 1. juledag og 2. juledag skal ske senest den 30. juni, hvorimod søgnehelligdagsreduktion for Kristi himmelfartsdag og 2. pinsedag skal ske senest den 31. december.

Er medarbejderen ansat på fuld tid med 37 timer om ugen, skal arbejdstiden reduceres med 7,4 time. Sker reduktionen samme uge, skal medarbejderen kun arbejde 29,6 timer i den pågældende uge. Sker reduktionen på et senere tidspunkt, skal der foretages samme timereduktion.

Deltidsansatte
For deltidsansatte gives der ligeledes reduktion for de ovennævnte dage.

Reduktionen for deltidsansatte sker i forhold til medarbejderens gennemsnitlige ugentlige arbejdstid. Medarbejdere med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på:

  • 28 timer reduceres med 5,6 timer
  • 30 timer reduceres med 6,0 timer
  • 32 timer reduceres med 6,4 timer

Det er uden betydning, om medarbejderen er på arbejde den pågældende søgnehelligdag eller ej, da arbejdstiden skal reduceres for alle ansatte, uanset om de er ansat på fuld tid eller på deltid.

Månedslønnede, der skal arbejde på en søgnehelligdag
Medarbejdere, som er på arbejde de pågældende søgnehelligdage, får deres sædvanlige løn for de timer, de arbejder, samt et tillæg på 50 % af timelønnen. Vær opmærksom på, at søgnehelligdagsbetalingen på 50 % skal afregnes pr. påbegyndt halve time.

Timelønnede, der ikke skal arbejde på en søgnehelligdag
Timelønnede medarbejdere, der har været på arbejde, eller har haft et fridøgn placeret i seks sammenhængende dage op til helligdagen, har ret til at blive kompenseret for søgnehelligdagen.

Kompensationen er den fast påregnelige løn, svarende til det antal timer, som den pågældende timelønnede medarbejder arbejder i gennemsnit.

Timelønnede medarbejdere, der ikke har været på arbejde eller har haft et fridøgn placeret i seks sammenhængende dage op til helligdagen, skal ikke kompenseres for søgnehelligdagen.

Timelønnede, der skal arbejde på en søgnehelligdag
Timelønnede medarbejdere, der har været på arbejde eller har haft et fridøgn placeret i seks sammenhængende dage op til helligdagen, skal både have betaling og have reduceret arbejdstiden på samme vilkår som de månedslønnede medarbejdere.

Timelønnede medarbejdere, der ikke har været på arbejde eller har haft et fridøgn placeret i seks sammenhængende dage op til helligdagen, skal have deres sædvanlige løn for de timer, som de arbejder, samt et tillæg på 100 % af timelønnen.

Hoteloverenskomsten
Du kan finde overenskomsten her: Hotel- og restaurationsbranchens overenskomster 2023-2025.

Hoteloverenskomstens regler om frihed og betaling på helligdage
I henhold til hoteloverenskomstens regler har medarbejdere ikke automatisk ret til at holde fri med løn på helligdage.

Arbejdspladsen holder åbent på helligdage
Holder en virksomhed åbent på én eller flere af forårets helligdage, som falder på en medarbejders sædvanlige arbejdsdage, skal medarbejderen arbejde på sædvanlig vis. Medarbejderen vil her have ret til et særligt helligdagstillæg.

Når en helligdag falder på medarbejderens overenskomstmæssigt fastsatte fridage (overenskomsten forudsætter to ugentlige fridage), har medarbejderen hverken krav på et tillæg eller erstatningsfrihed. Overenskomstens helligdagstillæg anses som et genetillæg for præsteret arbejde på en helligdag.

Når en medarbejder ønsker at holde fri på en helligdag, som udgør medarbejderens sædvanlige arbejdsdag, skal det ske efter en forudgående aftale med nærmeste leder. I kan aftale, at medarbejderen holder fri ”for egen regning”, afspadserer i henhold til overenskomsten, eller holder en feriefridag.

Det fremgår af overenskomstens ferieregulativ, at feriedage ikke kan afholdes på helligdage.

De dage, som udgør helligdage efter hoteloverenskomsten, er de officielle nationale helligdage. Det betyder blandt andet, at skærtorsdag, langfredag, påskedag og 2. påskedag er helligdage.

Kontakt Dansk Erhverv, hvis I ønsker at vide mere om mulighederne for vagtplanering i uger, der indeholder en eller flere helligdage.

Arbejdspladsen holder lukket på helligdage
Holder virksomheden lukket på helligdage, har medarbejderen ikke krav på de særlige tillæg, erstatningsfrihed eller anden kompensation. Det skyldes, at hoteloverenskomstens helligdagstillæg ikke kommer til udbetaling, når der ikke udføres arbejde på en helligdag.

Har du spørgsmål?
Medlemmer, der har spørgsmål til forårets helligdage og arbejdstidens planlægning, er velkommen til at kontakte Dansk Erhvervs Hotline på tlf. 3374 6400.

Fik du læst?