Gemt

Polen er mulighedernes land for danske virksomheder: Her er tre grunde

30. januar 2024

Kong Frederik står i spidsen for eksportfremstødet til Polen, der starter i dag. Polen er et af Danmarks største eksportmarkeder og byder på et kæmpe potentiale for danske virksomheder. Det skyldes dels landets geografiske placering og en nem adgang til kvalificeret arbejdskraft. Sådan lyder det fra Danmarks ambassadør til Polen.

Ifølge Danmarks ambassadør i Polen Ole Toft byder Polen på et kæmpe potentiale for danske virksomheder. Han peger på især tre grunde.

Fra onsdag står H.M. Kongen i spidsen for et officielt eksportfremstød til Polen sammen med 38 danske virksomheder og en række ministre. Formålet er at styrke det tætte bilaterale samarbejde mellem Danmark og Polen.

Og erhvervsfremstødet spiller en vigtig rolle for Danmark, for Polen udgør et stort og attraktivt eksportmarked for danske virksomheder. Faktisk er Polen Danmarks niende største eksportmarked, og hele 700 danske virksomheder har allerede aktiviteter i landet.

Tre gode grunde

Men hvorfor er Polen et attraktivt marked for danske virksomheder? Ole Toft, Danmarks ambassadør i Polen, peger på særligt tre grunde.

For det første ligger Polen geografisk tæt på Danmark. For det andet byder landet på god og kvalificeret arbejdskraft.

”Der er en rigtig god balance for virksomheder, der gerne vil producere i Polen i forhold til kvalifikationer og kompetencer. Samtidig er der adgang til arbejdskraft fra nabolandene Ukraine og Belarus. Så det er nemmere at finde arbejdskraft i Polen end i mange andre lande i Europa.” 

”Og den arbejdsomhed, der er i Polen, kan altid inspirere. Ikke at vi ikke også er arbejdsomme i Danmark, men polakkerne kan virkelig rubbe neglene,” siger Ole Toft.

For det tredje er Polen et land i vækst, og det har stået på i 30 år. Faktisk er Polen den eneste større økonomi i Europa, der har sådan en vedvarende solid vækst, fortæller han.

Timingen er den rette

Også ifølge Ole Toft har erhvervsfremstødet en stor betydning for Danmark og de danske virksomheder i Polen. Han fremhæver især timingen for fremstødet.

”Erhvervsfremstødet betyder alting, og timingen er utrolig god. Polen har lige fået en ny regering, og Danmark bliver det første land, der kommer til Polen med så stort et erhvervsfremstød. Her får vi en oplagt mulighed for at komme i dialog med både den nye regering, centrale embedsmænd og det polske erhvervsliv,” siger han og tilføjer:

”Og når vi så kommer med Hans Majestæt Kongen i spidsen, skaber det en meget, meget stor interesse og goodwill her i Polen.”

Stort grønt potentiale

Ved erhvervsfremstødet er energieffektivitet samt klimavenligt landbrug og biogas på dagsordenen. Det er nogle af de områder, der indeholder et stort uforløst potentiale i Polen.

”Den grønne omstilling i Polen er i gang og vil accelerere hen over de kommende år. Derfor er der virkelig, virkelig gode muligheder her for alt, der har med grøn omstilling og vedvarende energi at gøre,” siger Ole Toft.

Ifølge ham har den nye polske regering et mål om, at den vedvarende energi skal blive en større del af den polske energiforsyning – og det til danske energivirksomheders fordele.

For på netop det område har Danmark meget at byde ind med. Mens Polen stadig har en fossiltung energiforsyning, er vedvarende energi og grøn omstilling områder, hvor Danmark er langt fremme.

Gode muligheder i fremtiden

Og vedvarende energi og grøn omstilling er langt fra det eneste område, der er attraktivt for danske virksomheder i Polen.

For danske virksomheder står stærkt på en lang række sektorer, fortæller Ole Toft, der blandt andet nævner området for føde- og drikkevareproduktion, detail- og dagligvarehandel og IT- og Tech-industrien.

For virksomhederne i Polen venter der da også store muligheder i den nærmeste fremtid.

”Fordi Polen er et land i rivende udvikling og med stor vækst, er mulighederne for danske virksomheder fantastisk gode,” siger Ole Toft, der refererer til, at Polen de kommende år har mulighed for at få massive EU-midler til rådighed.

Mere konkret vil Polen de næste 3-4 år blandt andet have mulighed for at få adgang til over 50 mia. euro, der ligger i EU’s genopretningsmidler. Og det er midler, som danske virksomheder kan få del i.

Råd til virksomheder

Vi har spurgt Ole Toft, hvad danske erhvervsdrivende skal være særligt opmærksomme på, hvis de ønsker at entrere det polske marked.

”Jeg vil sige, at det er et relativt nemt marked at gå ind i. Nogle virksomheder vil nok opleve, at der er en del mere bureaukrati i forhold til et land som Danmark. Men det findes bestemt værre andre steder,” siger Ole Toft.

Et andet forhold, som man skal være opmærksom på i Polen, er mentaliteten.

”Vi danskere møder verden med en høj grad af tillid, hvor polakkerne ofte møder verden med en større forsigtighed. Det betyder, at når man arbejder sammen med Polen, så skal man vinde deres tillid. De ser folk lidt grundigere an, end vi danskere gør,” siger ambassadøren.

Markedsrapport Polen

pdf

Download

Markedsmuligheder for danske virksomheder

  • Fra august 2022 til august 2023 udgjorde den danske eksport til Polen 42,3 mia. kr. 700 danske virksomheder har allerede etableret sig i Polen og bidrager med 100.000 arbejdspladser.

  • Danske virksomheder er allerede veletablerede i Polen på områder som føde- og drikkevareproduktion, detail- og dagligvarehandel, IT- og techindustri, sundhedssektoren, vand- og miljøteknologi samt transport og logistik.

  • Nye vækstsektorer er havnesamarbejde, udbygning af energinettet, power-to-x og forsvarsmateriel.

  • Den 1. februar underskriver forsvarsministeren sammen med sin polske
    kollega en bred forsvarspolitisk samarbejdsaftale. Den vil skabe mulighed for et styrket
    samarbejde på såvel det operative område som med hensyn til bl.a. forsvarsmateriel.

  • Den polske energisektor domineres af kul, men der er et mål om kuluafhængighed i 2049, som forventes fremrykket af den nye regering. Polen har en målsætning om at reducere husholdningers direkte energiforbrug med 23 procent fra 2020 til 2030. Fjernvarmesektoren har 40 procent af alle husholdninger tilknyttet, og da kul er primær kilde til fjernvarmen, er danske erfaringer om at omstille fjernvarmesystemet til vedvarende energikilder meget relevante.

Kontakt

EU og International

Melina Mohabbat

Politisk konsulent
Kommunikation & Presse

Nadia Maja Bech

Journalist/kommunikationskonsulent