Gemt

Dansk Erhverv: Køreplan for energieffektivisering er et vigtigt skridt på vejen. Men ambitionerne skal være større

11. juni 2024

Regeringen præsenterer i dag en køreplan for energieffektivitet, der er en afgørende brik i det store energipuslespil. Dansk Erhverv roser ministeren for en moderne tilgang til energieffektivisering, men påpeger, at der mangler højere ambitioner og konkrete initiativer for et mere energieffektivt Danmark. 

 

Regeringen har i dag præsenteret sin køreplan for energieffektivitet, som sætter rammerne for den danske energieffektiviseringsindsats.  

Dansk Erhverv havde gerne set en mere ambitiøs implementering af energieffektiviseringsdirektivet end der lægges op til, men bifalder lovningen på, at regeringen efter sommerferien vil indkalde branchen til dialog om bygningsdirektivet.  

“Energieffektivisering er en afgørende brik i det energipuslespil, der skal lægges for at omstille os væk fra Putins gas. Derfor er det godt, at ministeren med den nye rammesætning nu tillægger sig en moderne tilgang til energieffektivisering, hvor der også er fokus på digitalisering og ikke mindst elektrificering, så vi udnytter den rivende udvikling i energieffektiv teknologi,” siger Ulrich Bang, der er underdirektør for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv, og fortsætter:   

“Vi er også rigtig glade for, at regeringen åbner op for at se på prisloftet på overskudsvarme, som er noget, vi har kæmpet for længe. Desværre er selve køreplanen en tynd omgang suppe, som skuffer ved fraværet af konkrete tiltag.” 

Dansk Erhverv kalder på konkrete initiativer  
Dansk Erhverv har for nylig lanceret et fælles udspil sammen med TEKNIQ Arbejdsgiverne, der kalder på en fremsynet og moderne energieffektiviseringsindsats. Udspillet indeholder 31 konkrete anbefalinger til, hvordan vi får et mere grønt, fleksibelt og effektivt energiforbrug. Det gælder f.eks. anbefalinger til, hvordan vi får et mere fleksibelt energiforbrug og sat mere grøn strøm til danske virksomheder og boliger. 

“Det ærgrer os, at regeringen ikke udnytter det store potentiale i et mere intelligent, digitalt og fleksibelt energiforbrug med konkrete initiativer. Danskerne behøver ikke selv stå op midt om natten for at tænde vaskemaskinen for at spare penge. Vi kan spare 10 pct. af bygningers energiforbrug blot ved at bruge data og digitalisering til f.eks. at justere varmepumpen, når strømmen er billigst og grønnest. Vi håber snart at se større ambitioner og konkret handling for et klogere energiforbrug i Danmark, der har et stort potentiale, men som alt for længe har været politisk underprioriteret,” siger Ulrich Bang, underdirektør for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv. 

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil