Gemt

Medlemmerne spørger: Hvad er reglerne for kontantforbuddet, når der købes eller betales med kontanter over flere gange?

22. maj 2024

En møbelbutik har spurgt Dansk Erhverv, hvordan de skal forholde sig til kontantforbuddet, når kunden ønsker at dele betalinger op i flere rater eller ønsker at købe møblerne ad flere omgange. Læs Dansk Erhvervs svar her.

Det følger af hvidvaskloven, at en betalingsmodtager ikke må modtage kontantbetalinger på 15.000 kr. eller derover, hvad enten betalingen sker på én gang eller som flere betalinger, der er eller ser ud til at være indbyrdes forbundet.

Det betyder, at hvis en kunde ønsker at købe en sofa til 20.000 kroner, så kan der alene betales 14.999,50 kroner i kontanter. Resten må betales elektronisk, fx via betalingskort. Det vil ikke være lovligt at opdele betalingen i to eller flere kontante betalinger, med henblik på at hver betaling kommer under 14.999,50 kroner, når det samlede beløb der skal betale overstiger 14.999.50 kr.

Hvis en kunde ønsker at købe flere varer, eksempelvis en spisestue med bord og seks stole, som samlet set overstiger 14.999,50 kr. og betale med kontanter, vil det næppe være lovligt, at kunder i stedet køber bordet i dag og stolene i morgen, for dermed at komme under grænsen for hvert enkelt køb. Der vil sandsynligvis være tale om køb, der er indbyrdes forbundet og den intentionelle opdeling i flere køb vil være en omgåelse.

Hvor grænsen mere præcist går, vil altid være en konkret vurdering. Dansk Erhverv står til rådighed for sparring med medlemmer om konkrete situationer og ellers er det i sidste ende op til domstolene at vurdere, hvor grænsen går.

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil