Gemt

Ane Mette Lysbech-Kleis var massør og ridelærer i Caribien, før hun blev topchef. Nu har hun en klar opfordring til andre kvinder med lederambitioner

07. marts 2024

Man skal ikke være bekymret for at stoppe op og ændre retning. Det mener Ane Mette Lysbech-Kleis, der satte sin karriere og lederdrøm på pause for at begive sig ud på eventyr. I dag håber hun at vise andre kvinder, at man kan skabe sig en god lederkarriere uden nødvendigvis at følge den lige vej. 

At kalde Ane Mette Lysbech-Kleis for en vejrhane, der blot følger vinden, vil være forkert. Nærmest misvisende. Ja, faktisk vil et hurtigt kig på hendes CV vise, at hun netop ikke er bange for at trodse vinden og gå egne veje.

Måske er det fordi, vinden altid har været en del af hendes liv.

For at forstå det, skal vi til Ærø.

Her boede Ane Mette Lysbech-Kleis en del af sin barndom, og det var her på øen i det sydfynske øhav, at hendes far tog hende ud at sejle og sørgede for, at vinden og havet blev en del af hendes DNA.

”Jeg kunne sejle, før jeg kunne cykle,” siger hun.

Headhuntet som topchef
Vinden har fyldt meget i Ane Mette Lysbech-Kleis’ liv lige siden sejlturene ved Ærø.

Hun har igennem flere år arbejdet i vind-industrien med ledende stillinger i Siemens, Vestas og Vattenfall. Karrieren i branchen kulminerede foreløbigt i 2023, da hun blev det, som stadig ikke sker for mange kvinder; topchef.

Det var virksomheden Wind Estate, som fra hovedsædet i Randers, hvor Ane Mette Lysbech-Kleis har gået i gymnasium, udvikler og driver sol- og vindmølleprojekter, der havde fået øje på Ane Mette Lysbech-Kleis’ evner og headhuntede hende:

”Jeg var egentlig ikke på jobjagt, men der var noget, der trak i mig. Jeg blev blandt andet tiltalt af, at det er et lidt mindre sted, hvor vi er tættere på hinanden og hurtigt kan rykke på de ting, vi gerne vil. Jeg er virkelig glad for, at jeg sagde ja. Jeg er faldet vildt godt til, og jeg nyder virkelig at være leder og have et ansvar for både resultater og flokken.”

Fem år på havet
Vejen til stillingen som topchef har langt fra været lige ud af landevejen for Ane Mette Lysbech-Kleis. Da hun tidligt i sit arbejdsliv var godt i gang med karrieren, trak havet og vinden igen så meget i hende, at hun stak til søs med sin søn og daværende mand.

Som eventyr ofte gør, så tog sejlturen et par gevaldige sving undervejs, og familien endte med at sejle rundt i primært Caribien i fem år.

Selvom Ane Mette Lysbech-Kleis havde jobs under den lange tur rundt i verden, havde de mange år væk fra Danmark den konsekvens, at hun ikke bare stod stille på den karrierestige, hun inden da var godt i gang med at bestige; hun forlod den med egne ord og måtte stort set starte forfra:

”Det vidste jeg godt på forhånd, men jeg var alligevel slet ikke i tvivl om, at jeg tog den rette beslutning,” siger hun og uddyber:

”Vi skal jo alle være på arbejdsmarkedet i lang tid, så i mine øjne skal man ikke være bekymret for at stoppe op og ændre retning. Man kan sagtens tage en anden vej end den oplagte og stadig forme en lederkarriere.”

Ane Mette Lysbech-Kleis
  • Født i 1964 i Marstal på Ærø.
  • Økonomiuddannet fra Syddansk Universitet
  • Inden hun blev adm. direktør i Wind Estate, har hun haft ledende stillinger hos Vestas, Siemens Gamese og Vattenfall, hvor hun var chef for havvindudvikling
  • Bor i Laven ved Silkeborg med sin mand.
  • Har tre heste og rider dressur  


En bedre leder
Undervejs på sejlturen gjorde Ane Mette Lysbech-Kleis og den lille familie arbejdsstop, når pengepungen var tom, og hun har både arbejdet som massør, ridelærer og hoteldirektør på den caribiske ø St. Martin.

På øen tusindvis af kilometer fra Danmark fik hun erfaring og oplevelser, som hun stadig trækker på i dag:

”Jeg mødte mennesker og kulturer, som jeg ellers ikke ville have mødt. Det var med til at udvide min horisont og krølle min opfattelse af verden. Jeg fik skyklapperne af og blev mere nysgerrig på, hvordan man i teams kan lære af hinandens forskelligheder og gøre hinanden bedre. Det har jeg haft stor nytte af – især fordi jeg er i en branche, hvor man virkelig arbejder på tværs af grænser og kulturer.”

Drop jagten på det perfekte
Udover de fem år som kaptajn på egen båd og arbejdet som massør, ridelærer og hoteldirektør i Caribien, er der også en anden ting, der springer i øjnene, når man sammenligner Ane Mette Lysbech-Kleis’ CV med andre topchefers:

Hun er kvinde.

En af årsagerne til de få kvinder på topposter er ifølge Wind Estate-topchefen, som i flere år har været mentor for yngre kvinder med lederambitioner, at mange kvinder i en vis grad lider af det såkaldte imposter-syndrom. Det dækker over, at man tvivler på egne evner og frygter, at andre vil opdage, at man ikke kan det, der forventes. Samtidig oplever hun, at mange jagter det perfekte tidspunkt at gå efter lederstillingen:

”Men det bliver aldrig perfekt, og det skal man acceptere. Så i stedet for jagten på det perfekte, vil jeg gerne se lidt mere Pippi Langstrømpe-attitude. Altså den her idé om, at selvom man ikke har prøvet det, så kan man godt – eller også finder man en løsning henad vejen. Den tilgang prøver jeg selv at leve efter, og jeg gjorde det eksempelvis, da jeg tog på sejltur, og da sagde ja til min nuværende stilling,” siger hun.

Ane Mette Lysbech-Kleis anerkender, at man ved at gribe ud efter muligheden og gøre som Pippi også gør sig sårbar. Det er svært. Men man skal ikke frygte det. Tværtimod er det ok at fejle – også som leder, forklarer hun og peger på, at hun selv kan fejle i sin kommunikation:

”Når jeg drøner af sted med 200 kilometer i timen, så kan jeg godt glemme at få mine ideer forklaret ordentligt videre, og så står de andre og venter tilbage på perronen. Det dur jo ikke. Men så længe man er klar til at tage imod feedback og lære af sine fejl, så er det kun en styrke, at man ikke er hæmmet af frygten for at fejle.”

Kvinder er dygtige ledere
Et andet vigtigt element i kampen for at få flere kvinder til at gå ledervejen er at italesætte de udfordringer, det giver at være leder, påpeger Ane Mette Lysbech-Kleis.

”Det er ikke for at skræmme nogle væk, men det er hårdt at være leder, og man er meget på. Det skal man være bevidst om, så man ved, hvad man går ind til. Men hvis vi ikke taler om de ting, så frygter man noget, man ikke ved noget om.”

Samtidig er det mindst lige så vigtigt at vise, at det kan lade sig gøre at have en familie og et liv ved siden af, understreger hun:

”Det skal vi chefer være bedre til at vise. Både kvindelige og mandlige chefer skal være rollemodeller og vise, at det eksempelvis kan være okay at gå tidligt for at hente børn, se venner eller dyrke sin fritidsinteresse, og så logge på computeren om aftenen, hvis arbejdsopgaverne kræver det. Det er i hvert fald noget, jeg selv har forsøgt at fortælle mine kvindelige medarbejdere.”

Ane Mette Lysbech-Kleis har altid haft ambitionen om at blive leder. Selvom flere kvinder bevæger sig ind på ledelsesgangen, håber hun, at der kan komme mere fut i udviklingen, og at både yngre og ældre kvinder vil indtage flere direktørstole i den nærmeste fremtid:

”Mange kvinder kan blive nogle enormt dygtige ledere. Lad os kalde det et moderinstinkt, men mange føler helt naturligt et ansvar for flokken og for, at alle arbejder sammen og lykkes. Det kendetegner i mine øjne en god leder. ”

 

Fik du læst?

Kontakt

Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent
Klima, energi og miljø

Esben Thietje Mortensen

Energipolitisk chef