Gemt

Dansk Erhverv savner fokus på en omkostningseffektiv klimapolitik i Klimarådets statusrapport

01. marts 2024

Klimarådet udgav torsdag sin årlige statusrapport, hvor der anbefales et fokus på implementering af politiske aftaler og en ensartet drivhusgasafgift på landbruget. Det bakker Dansk Erhverv op om, men ser mere kritisk på rådets forslag om at indføre en kødafgift og hæve dieselafgiften.

Torsdag udgav Klimarådet sin årlige statusrapport, hvor rådet giver status over regeringens klimaindsats samt kommer med anbefalinger til den fremadrettede klimapolitik.  

I årets rapport vurderer Klimarådet, at regeringens politiske ambitioner og aftaler viser sigtelinjerne frem mod 2030-målet, men at der er betydelige risici i implementeringen af disse aftaler. Klimarådet anbefaler derfor fokus på, at reduktionerne realiseres. 

”Jeg er helt enig med Klimarådet i, at opgaven for regeringen nu er at sørge for hurtig og smidig implementering af aftaler, hvor risikomomenter håndteres løbende. Manglende udbygning med grøn strøm og elnet er jo i dag en hindring for, at virksomheder og borgere kan skifte fra olie og gas til el. Det er dog ikke nødvendigvis mange nye og genåbnede aftaler, der er mest brug for,” siger Ulrich Bang, der er underdirektør for klima, energi og miljø i Dansk Erhverv, og fortsætter: 

“Erhvervslivet har brug for arbejdsro og hjælp til de konkrete udfordringer, som den grønne omstilling møder ude i virkeligheden. Mangel på arbejdskraft er en af dem. Vi skal være åbne omkring udenlandsk arbejdskraft og have meget mere fokus på en intelligent opkvalificeringsindsats – det gavner dansk erhvervsliv og er en forudsætning for den grønne omstilling.” 

Manglende fokus på omkostningseffektivitet 
Klimarådet anbefaler en drivhusgasafgift på landbrugets udledninger fra produktionen med kompenserende foranstaltninger. Dansk Erhverv støtter her op om en bred ensartet klimaafgift, hvor det gøres dyrere at forurene og billigere at drive virksomhed også gældende for uddledninger fra landbrugets produktion.  Samtidig advarer erhvervsorganisationen om, at en forbrugs- eller kødafgift vil være et dyrt og uhensigtsmæssigt værktøj.  

“Vi bakker op om, at landbruget ligestilles med resten af erhvervslivet og får pålagt en drivhusgasafgift, der giver et klart incitament til en klimavenlig produktion. Klimarådets forslag om en kødafgift er dog en rigtig dårlig ide. En sådan afgift vil være alt for byrdefuld at administrere og vil ikke få os tættere på at indfri klimamålene. Det er simpelthen et forslag med en lav klimaeffekt og dårlig samfundsøkonomi. Det er vigtigt, at Klimarådet har de samfundsøkonomiske aspekter med i sine overvejelser, så regeringens klimarådgivere giver bedst mulig rådgivning om, hvordan vi laver klog klimapolitik med blik for konsekvenserne,” siger Ulrich Bang.  

Klimarådet foreslår derudover at forhøje dieselafgiften mere end regeringens eget forslag Der er allerede indført omfattende klimaregulering af vejtransporten. Sektoren bliver underlagt EU’s nye kvotehandelssystem, og lastbiler skal fra næste år betale en vejafgift baseret på CO2-udledning i Danmark. Desuden er CO2-reduktioner ved forhøjelser af brændstofafgifter i transportsektoren generelt meget samfundsøkonomisk dyrere end i andre sektorer. Fokus skal derfor være på initiativer, der skaber reel grøn omstilling, og som ikke blot skubber opgørelsen af udledningerne over grænsen til et andet lands CO2-regnskab. Dansk Erhverv savner også her fokus fra Klimarådet på de samfundsøkonomiske omkostninger ved klimapolitikken.  

”Hvis man vælger at forhøje dieselafgiften, er det afgørende, at man samtidig prioriterer at investere provenuet i den grønne omstilling af den tunge transport, så overgangen til bæredygtige transportformer bliver kickstartet, og CO2-udledningerne nedbragt – så det ikke kun bliver pisk men også gulerod. Klimarådet anbefaler regeringen at fremme nysalget af f.eks. el-lastbiler, og det er et oplagt sted at tage fat og investere i,” siger Jesper Kronborg, der er branchedirektør for Dansk Erhverv Transport. 

Kontakt

Klima, energi og miljø

Ulrich Bang

Vicedirektør
Medarbejderprofil
Transport

Jesper Kronborg

Branchedirektør for Dansk Erhverv Transport
Medarbejderprofil