Gemt

BL vinder Dansk Erhverv-prisen 2024

12. september 2024

BL – Danmarks Almene Boliger vinder Dansk Erhverv-prisen 2024. BL vinder prisen for sit arbejde med at skabe social innovation gennem 51 boligsociale helhedsplaner i almene boligområder rundt om i landet til gavn for unge og udsatte på kanten af det danske arbejdsmarked.

Med en forbilledlig og effektiv indsats har BL sikret børn og unge en stærkere tilknytning til samfund og fællesskab. Det er sket gennem 51 boligsociale helhedsplaner med fritidsjobs, mentorordninger og uddannelsesvejledning som omdrejningspunkt.

BL’s arbejde bygger nye stærke broer mellem forskellige samfundslag og skaber retning og mening for børn og unge på kanten af samfundet. Samtidig har arbejdet forebygget skolefravær og kriminalitet gennem stærkt offentlig-privat samarbejde.

Derfor er BL – Danmarks Almene Boliger vinder af Dansk Erhverv-prisen 2024 for sit arbejde med helhedsplanerne.

I BL er vi utroligt glade og stolte over at vinde Dansk Erhverv-prisen 2024. Prisen er en stor anerkendelse af de 51 boligsociale helhedsplaner i almene boligområder i hele landet”

siger Bent Madsen, der er adm. direktør i BL – Danmarks Almene Boliger, og fortsætter:

”Samtidig bidrager prisen til at skabe yderligere opmærksomhed omkring, at det er muligt at løfte både livskvalitet, uddannelse og beskæftigelse og derigennem bryde den negative sociale arv i tæt samspil mellem kommuner, boligorganisationer, civilsamfund og private aktører,” siger Bent Madsen.  

Vinderen af Dansk Erhverv-prisen 2024 blev afsløret torsdag ved Dansk Erhvervs årsdag torsdag i Bella Center i København. Prisen blev overrakt af Jens Mathiesen, der er formand for Dansk Erhverv og adm. direktør for Scandic Hotel A/S.

”BL er et Dansk Erhverv-medlem, der om nogen gør en kolossal social indsats - ikke bare for unge, men for udsatte grupper i hele landet. Samtidig viser BL’s helhedsplaner styrken i at bygge bro mellem det offentlige og private. Når det lykkes - som her - er samfundsperspektiverne store,” siger Jens Mathiesen og fortsætter:

”BL repræsenterer en sektor, som tæller mere end 600.000 boliger over 1 million beboere. Derfor er BL en central samfundsaktør og arkitekt i vores velfærdssamfund og en helt oplagt vinder af Dansk Erhverv-prisen 2024.”

Opfylder samtlige kriterier
Dansk Erhverv-prisen har siden sin oprindelse vægtet tre kriterier, som BL opfylder til fulde.

BL’s initiativ med helhedsplaner hyldes:

for sin samfundsværdi, idet BL har været med til at motivere en gruppe, der normalt står uden for eller på kanten af det danske arbejdsmarked på grund af psykiske eller sociale udfordringer.

for sit potentiale og mulighed for skalering, idet BL’s indsats bygger på et tæt tværsektorielt samspil mellem uddannelsessystem, beskæftigelsessystem, arbejdsmarked og civilsamfund landet over.

for innovation og nytænkning, idet BL nytænker lommepenge- og fritidsjobindsatser, uddannelsesvejledning, lektiecaféer og mentorordninger i helhedsplaner i nærmiljøerne med påviste effekter - unge, der har deltaget i den boligsociale fritidsjobindsats, har 3 gange så stor sandsynlighed for at få og fastholde et fritidsjob.

Læs også

Kontakt

Kommunikation & Presse

Andreas Lønstrup

Pressekonsulent
Sundhed, velfærd & oplevelse

Tony Bech

Branchedirektør
Medarbejderprofil