Spring til indhold

EU-Kommissionen præsenterer reviderede bæredygtighedsstandarder

06. juli 2026

EU-Kommissionen har vedtaget de reviderede bæredygtighedsstandarder (ESRS) og en ny frivillig standard for mindre virksomheder. Få overblik her – også om den videre proces. 

Kommissionen har nu vedtaget de reviderede bæredygtighedsstandarder.

EU-Kommissionen vedtog den 3. juli 2026 de reviderede ESRS. Samtidig vedtog Kommissionen en frivillig standard for virksomheder, der ikke er omfattet af CSRD.

Dermed har arbejdet med at forenkle virksomhedernes bæredygtighedsrapportering taget et stort og vigtigt skridt. De reviderede standarder er en del af EU’s Omnibus I-forenklingspakke og formålet er forenkling, at reducere administrative byrder og på samme tid fastholde kvaliteten af bæredygtighedsoplysningerne.

Hvad er ændret?
De nye bæredygtighedsstandarder (ESRS’erne) følger i hovedtræk Kommissionens udkast fra maj 2026 og betyder at linjen om en fokuseret og proportional ESG-rapportering bliver fulgt. Det betyder færre datapunkter, forenkling af væsentlighedsvurderingen og mere fleksible krav, når man sammenligner med 2023-udgaven.

En vigtig nyhed er, at EU-Kommissionen introducerer en ny mulighed i overgangsreglerne. Virksomheder, der vælger at rapportere efter 2023-udgaven af ESRS’erne, har mulighed for at anvende visse af lempelser fra 2026-udgaven.

Der er i forslaget fra 3. juli tilføjet sproglige og tekniske præciseringer samt introduktion af yderligere indfasningsmuligheder for oplysninger om forventede finansielle indvirkninger.

Ifølge Kommissionen bliver antallet af obligatoriske datapunkter reduceret med over 60 pct., mens det samlede antal datapunkter reduceres med over 70 pct. sammenlignet med 2023.

Frivillig standard skal sætte ramme for værdikædekrav
Kommissionen har den 3. juli også vedtaget en ny frivillig standard for de virksomheder, der ikke er omfattet af CSRD. De frivillige standarder blev tidligere kaldt VSME (skriv gerne hvad forkortelsen betyder), og hedder fremover VS (Voluntary Standard).

Virksomheder, der er omfattet af CSRD kan som udgangspunkt ikke kræve flere bæredygtighedsoplysninger fra mindre virksomheder i værdikæden end dem, der fremgår af den frivillige standard. Omvendt får mindre virksomheder mere klarhed om hvad der bliver forventet af dem og dermed større sikkerhed for, at de leverer tilstrækkelige og relevante oplysninger til kunder, banker og andre samarbejdspartnere. Det kalder man value chain cap.

Det er et vigtigt element i forenklingsarbejdet. Der har været stor bekymring for, at mindre virksomheder bliver mødt af forskellige og overlappende krav fra kunder, banker og samarbejdspartnere. En fælles frivillig standard bidrager til mere ensartede og proportionale krav i forbindelse med udveksling af data.

Dansk Erhverv: Forenklingen skal kunne mærkes
Dansk Erhverv har længe efterspurgt reelle forenklinger af ESRS’erne. Det er derfor positivt, at Kommissionen nu har vedtaget reviderede standarder med færre datapunkter og mere fleksibilitet.

Det afgørende bliver, at bæredygtighedsrapportering bliver forenklet og værdiskabende. De administrative byrdelettelser skal virksomhederne kunne mærke i hverdagen – ikke kun på papiret.

Der er samtidig fortsat behov for klar vejledning til både virksomheder og revisorer. Området er fortsat nyt, og virksomhederne har brug for forudsigelighed og fleksibilitet.

Videre proces
De to forordninger om ESRS’erne og VS’erne er nu sendt nu til Europa-Parlamentet og Rådet, der har to måneder til at gøre indsigelse.

Forordningerne træder i kraft, når de bliver offentliggjort i EU-Tidende.

Vi forventer, at de reviderede ESRS’er kommer til at gælde for regnskabsår, der begynder den 1. januar 2027 eller senere. Virksomheder, der allerede blev omfattet af CSRD for regnskabsåret 2024, får dog mulighed for at anvende de reviderede standarder allerede for regnskabsåret 2026.

Dansk Erhverv følger processen tæt og holder jer opdateret på vores hjemmeside og nyhedsbrev.

Læs også

Nyhed

Kommissionen foreslår yderligere forenklinger af bæredygtighedsstandarderne

EU-Kommissionen har sendt sit udkast til reviderede bæredygtighedsstandarder og en ny frivillig standard i høring. Få overblik over baggrunden, de vigtigste ændringer og den videre proces.

Nyhed

Status på EU-taksonomien: Dét skal du holde øje med

Den første forenklingsrunde i EU-taksonomien er gennemført. Nu arbejder Kommissionen videre med kriterierne og rapporteringskravene. Her får du overblik over ændringerne, og hvad du som virksomhed skal holde øje med i den kommende tid.  

Nyhed

Nyt webinar giver overblik over EU’s Omnibus-aftale for bæredygtighedsrapportering

Dansk Erhverv og FSR – danske revisorer afholdt den 4. marts webinar om EU’s Omnibusaftale og de væsentligste ændringer for fremtidens bæredygtighedsrapportering, som følger med.

Kontakt

CSR

Marcus Nierhoff

CSR-konsulent

CSR

Ellen Marie Friis Johansen

Souschef, CSR-chef