Nye EU-grænseværdier for MOAH i fødevarer på vej
EU-Kommissionen er på vej med nye regler om maksimalgrænseværdier for mineralske olier med aromatiske kulbrinter (MOAH) i fødevarer. Forslaget blev den 13. maj 2026 stemt igennem af EU-medlemslandene og forventes vedtaget i oktober 2026, men grænseværdierne bør anvendes vejledende allerede nu.
MOAH er en del af gruppen mineraloliekulbrinter (MOH), som kan forekomme i fødevarer fra flere forskellige kilder, fx smøremidler fra maskiner, proceshjælpemidler, fødevarekontaktmaterialer eller miljøforurening. MOH opdeles typisk i MOSH (Mineral Oil Saturated Hydrocarbons) og MOAH (Mineral Oil Aromatic Hydrocarbons).
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har vurderet, at MOAH med 3 eller flere aromatiske ringe kan være forbundet med genotoksicitet og kræftfremkaldende egenskaber. På grund af datamangler, herunder om forekomsten af MOAH med 3 eller flere-ringe i fødevarer og toksiciteten af MOAH med 1-2-ringe, vurderer EFSA, at der kan være en mulig sundhedsmæssig bekymring ved MOAH i fødevarer.
Læs mere om Mineralske olier (MOSH og MOAH) på Fødevarestyrelsens hjemmeside.
Nye grænseværdier i forordning 2023/915
EU-Kommissionens forslag, der ændrer forordning 2023/915 om maksimalgrænseværdier for bestemte forurenende stoffer i fødevarer, fastsætter nye maksimalgrænseværdier for MOAH i en række fødevarer og ingredienser, bl.a. oliefrø, oliefrugter, animalske og vegetabilske fedtstoffer og olier, mejeriprodukter, kakaobønner, krydderier, modermælkserstatning, kosttilskud, tilsætningsstoffer samt visse sammensatte og forarbejdede fødevarer.
De nye grænseværdier skal som udgangspunkt finde anvendelse fra den 1. januar 2027, men der er også senere anvendelsesdatoer for visse fødevarer (1. januar 2028 og 2030). En EU-erklæring fra 13. maj 2026 forklarer dog, at grænseværdierne bør anvendes vejledende, sammen med artikel 14, allerede nu (læs mere i afsnittet ”Håndhævelse frem til reglerne finder anvendelse” nedenfor).
Fødevarer, der lovligt er markedsført før anvendelsesdatoen for den relevante grænseværdi, kan forblive på markedet indtil datoen for mindste holdbarhed eller sidste anvendelsesdato.
Kommissionen lægger op til, at maksimalgrænseværdierne bør gælde uanset kilden til forureningen, dvs. for forureninger der oprindeligt var til stede i råvarer eller ingredienser, eller som opstod under produktionsprocessen, transport og emballering. Det omfatter også forurening fra fx godkendte, men forurenede fødevaretilsætningsstoffer og fødevarekontaktmaterialer.
Se forslaget og det tilhørende bilag her:
- Regulation amending regulation 2023/915 as regards maximum levels of mineral oil aromatic hydrocarbons in food
- Annex to regulation amending regulation 2023/915 as regards maximum levels of mineral oil aromatic hydrocarbons in certain foodstuffs.
Håndhævelse frem til reglerne finder anvendelse
Efter afstemningen den 13. maj 2026 blev der offentliggjort en fælles erklæring om håndhævelse af MOAH i fødevarer i perioden mellem afstemningen og de nye grænseværdiers anvendelsesdatoer. Her fremgår det, at de kommende maksimalgrænseværdier allerede fra 13. maj 2026 skal anvendes som grundlag for håndhævelse efter artikel 14 i forordning 178/2002.
Når de nye grænseværdier finder anvendelse for de berørte fødevarer, vil 2022-erklæringen ikke længere have virkning for disse fødevarer. For fødevarer, hvor der ikke fastsættes en maksimalgrænseværdi i den kommende forordning, vil den tidligere fælles erklæring fra 2022 fortsat være relevant.
Se erklæringen fra 13. maj 2026 her: Joint Statement regarding the Commission Regulation amending Regulation (EU) 2023/915 as regards maximum levels of mineral oil aromatic hydrocarbons in food adopted by the Standing Committee on Plants, Animals, Food and Feed, section Novel Food and Toxicological Safety of the Food Chain on 13 May 2026.
Se erklæringen fra 21. april 2022 her: Joint statement of the Member States regarding the presence of Mineral Oil Aromatic Hydrocarbons (MOAH) in food, including food for infants and young children
Se den tilhørende præcisering fra 19. oktober her: Clarifications on the joint statement of 21 April 2022 of the Member States regarding the presence of Mineral Oil Aromatic Hydrocarbons in food, including food for infants and young children
Ændrede regler for prøveudtagning og analyse
Samtidig er der stemt ja til en gennemførelsesforordning, som ændrer forordning 333/2007 om prøveudtagnings- og analysemetoder til offentlig kontrol. Ændringen vedrører kontrol af indholdet af mineraloliekulbrinter i fødevarer og forventes også vedtaget i oktober 2026.
Se forslaget og det tilhørende bilag her:
- Regulation amending Regulation 333/2007, as regards the methods of sampling and analysis for the control of levels of mineral oil hydrocarbons in foodstuffs.
- Annex to regulation amending Regulation 333/2007 as regards the methods of sampling and analysis for the control of levels of mineral oil hydrocarbons in foodstuffs
EU-Kommissionen oplyser desuden, at European Union Reference Laboratory for Processing Contaminants (EURL-PC) har udarbejdet en liste over laboratorier, som kan analysere fødevarer for total MOAH med kvantificeringsgrænser, der er i overensstemmelse med kravene i den kommende gennemførelsesforordning. Man kan få listen efter anmodning hos EURL-PC (skriv til eurl-pc@food.dtu.dk med emnet GET MOAH LAB LIST).
Ny anbefaling om overvågning af mineraloliekulbrinter
EU-medlemslandene har også tilsluttet sig en ny kommissionshenstilling om overvågning af mineraloliekulbrinter i fødevarer. Henstillingen forventes ligeledes vedtaget i oktober 2026, og skal bidrage til fortsat indsamling af data om forekomst af MOH i fødevarer.
Overvågningen bygger videre på den hidtidige tilgang, hvor medlemsstaterne sammen med fødevarevirksomheder og aktører inden for fødevarekontaktmaterialer har indsamlet data om forekomst af MOH i fødevarer og fødevarekontaktmaterialer.
Opdateret FAQ om de kommende regler
EU-Kommissionen har offentliggjort en opdateret FAQ om MOH i fødevarer. FAQ’en svarer på spørgsmål om status for forslagene, regler om prøveudtagning og analyse samt den kommende overvågning af mineraloliekulbrinter i fødevarer. FAQ’en besvarer også en række andre spørgsmål og kommentarer fra interessenter
Nyhed
Ny sammenskrivning af reglerne om maksimalgrænseværdier for forurenende stoffer i fødevarer
EU vedtog i foråret en ny forordning om maksimalgrænseværdier for visse forurenende stoffer i fødevarer. Forordningen erstatter den tidligere forordning 1881/2006, som er blevet ændret mange gange. Den nye forordning samler alle regler om forureninger i fødevarer i en enkelt retsakt, for et bedre overblik.
Nyhed
Nye grænseværdier for nikkel i visse fødevarer
Fra 1. juli 2025 og 1. juli 2026 gælder der nye maksimalgrænseværdier for nikkel i visse fødevarer. Grænseværdierne skal beskytte især børn mod de skadelige virkninger ved for højt indtag af nikkel.
Kontakt