Dansk Erhverv om ny AI-aftale i EU: Vigtigt pusterum for erhvervslivet
Ny AI-aftale er på plads i EU, og den giver virksomhederne bedre mulighed for at følge med i implementeringen af AI-forordningen. Europa har fået et vindue til at vise, at ambitiøs regulering og stærk konkurrenceevne ikke er modsætninger. Det vindue skal vi udnytte, mener Dansk Erhverv.
EU har indgået en politisk aftale om den såkaldte AI-omnibus efter forhandlinger mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Aftalen justerer implementeringen af AI-forordningen og giver virksomhederne bedre mulighed for at følge med.
Den mest markante ændring for erhvervslivet er en udskydelse af deadlines for de mest omfattende krav til højrisiko-AI. Der er nu enighed om, at nye deadlines bliver 2. december 2027 for AI-systemer anvendt i højrisikoområder – og 2. august 2028 for AI integreret i regulerede produkter. Denne rækkefølge skal sikre, at tekniske standarder og støtteværktøjer er på plads, inden reglerne træder i kraft.
“Det er en nødvendig og længe ventet beslutning. Virksomhederne er ganske enkelt ikke klar til at leve op til kravene endnu. Ikke fordi viljen mangler, men fordi de nødvendige standarder og strukturer slet ikke er på plads,” siger branchedirektør i Dansk Erhverv Frederikke Saabye.
Realiteterne har indhentet reguleringen
Udskydelsen understreger behovet for en implementering, der i højere grad hænger sammen. Standarder og vejledning er stadig under udvikling, og mange virksomheder har manglet et klart grundlag for at omsætte reglerne i praksis. Det peger på, at næste skridt bør handle om at sikre mere harmonisering og mindre fragmentering.
Aftalen indebærer også en række konkrete lettelser for erhvervslivet. Særlige fordele, der hidtil kun gjaldt for små og mellemstore virksomheder, udvides nu til også at omfatte mindre mellemstore virksomheder. Derudover er forholdet mellem AI-forordningen og EU’s produktsikkerhedsregler – herunder særligt Maskinforordningen – blevet præciseret, så unødigt overlap undgås. Dansk Erhverv ser dette som et skridt i den rigtige retning, men understreger behovet for at integrere kravene fra AI-forordningen i øvrig sektorlovgivning – eksempelvis inden for medicinsk udstyr, som Kommissionen har foreslået i forbindelse med den igangværende revision af MDR-forordningen.
Aftalen åbner desuden for, at flere virksomheder kan få adgang til regulatoriske sandkasser, herunder en sandbox på EU-niveau, til at teste AI-løsninger under virkelige forhold.
“Det er afgørende, at reguleringen opleves som sammenhængende i praksis. Jo bedre vi lykkes med at harmonisere kravene, desto lettere bliver det for virksomhederne at efterleve dem uden unødigt dobbeltarbejde,” siger Frederikke Saabye.
Styrkede rettigheder og skærpet tilsyn
Aftalen styrker også borgernes beskyttelse. Der indføres forbud mod AI-systemer, der genererer ikke-samtykkede seksuelt eksplicitte billeder eller overgrebsmateriale mod børn – eksempelvis såkaldte AI-“nudification”-apps.
Kommissionens AI-kontor får samtidig styrket sine beføjelser til at føre tilsyn med visse AI-systemer, herunder systemer bygget på general purpose-modeller samt systemer integreret i meget store onlineplatforme og søgemaskiner.
Aftalen suppleres af eksisterende støtteinitiativer, herunder AI Act Service Desk og kommende retningslinjer for klassificering af højrisikosystemer og transparensforpligtelser.
For Dansk Erhverv er dagens aftale et positivt signal, men ikke et endemål. Udskydelsen giver virksomhederne det nødvendige råderum – men det løser ikke den grundlæggende udfordring.
”Europa har et vindue til at vise, at ambitiøs regulering og stærk konkurrenceevne ikke er modsætninger. Det vindue skal vi udnytte,” siger Frederikke Saabye.
For yderligere kontakt Dansk Erhverv pressetelefon på 70228010.
Læs også
Kasper Lynge: Her er den største AI-udfordring i Danmark
Forskellen mellem AI’s potentiale og den faktiske brug i virksomhederne er stadig stor. Den største udfordring er ikke teknologien, men ledelse, governance og organisatorisk modenhed.
Vil du have succes med AI? Ifølge Microsoft Danmarks topchef starter det ét sted
Danske virksomheder har med AI fået superkræfter, men særligt de mindre virksomheder får ikke brugt de nye kræfter tilstrækkeligt. Det mener topchef i Microsoft Danmark, Mette Louise Kaagaard, som her giver sine bedste råd til, hvordan virksomheder får succes med AI. På Dansk Erhvervs B2B E-handelskonference den 19. marts uddyber hun de gode råd.
Andre tilmelder sig:
Din næste kunde er din kundes AI-agent – sådan gør B2B-virksomheder sig klar til agentic commerce
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer990 kr.
