Ny form for svindel har ramt Legeakademiet: ”Det er virkelig skræmmende”
Legeakademiet er som en af de første netbutikker i Danmark blevet forsøgt svindlet med AI-billeder, der viser ødelagte produkter. Her kan du se, hvad du kan gøre, hvis din netbutik oplever det samme.
”Vi har fået vores første AI-genererede reklamation.”
Sådan indledte Ann Riemer, medstifter af Legeakademiet, et opslag på LinkedIn.
Hun vedhæftede et billede, som en kunde havde sendt til netbutikken. Det viste et produkt, der var gået i stykker, og kunden ville derfor have sine penge igen.
Billedet ”lugtede” dog af AI, mente Ann Rimer, og derfor brugte hun og kollegaerne et program, der konkluderede, at billedet med 98 pct. sandsynlighed var AI-genereret.
”Vi bad derfor om, at kunden sendte varen retur, så vi kunne tjekke det. Det ville kunden ikke og annullerede også reklamationen.”
Selvom det var nemt at se på dette billede, er perspektivet skræmmende, forklarer Ann Riemer.
”Vi har stor tillid til vores kunder, så ved reklamationer beder vi ofte bare om et billede, og så løser vi det. Men det skal vi til at overveje nu – især i takt med at AI bliver bedre og bedre. Det koster tid og ressourcer og giver også et knæk i den tillid, der er mellem os og kunderne. Det er virkelig trist og skræmmende.”
Ny form for svindel
Dansk Erhverv har igen i år undersøgt, om de danske netbutikker oplever svindel. I undersøgelsen svarer hver tredje, at de har været ramt af svindel.
Og som noget nyt svarer 13 pct. af de svindelramte, at ”kunder” har brugt AI-genererede billeder som dokumentation for at få en refundering.

Selvom det endnu er et fåtal, der er blevet forsøgt AI-svindlet, er det bestemt værd at holde øje med udviklingen, forklarer Jens Wedenborg, som arbejder med digital svindel i Dansk Erhverv.
Han peger på, at vi stadig er tidligt i AI-æraen, så det er forventeligt, at flere vil forsøge at snyde med AI-billeder. Samtidig kan der være et mørketal, fordi netbutikkerne ikke opdager det.
”Og selvom netbutikkerne ikke bliver direkte ramt, så bliver de – som Ann Riemer påpeger – ramt, hvis tilliden mellem kunde og butik smuldrer, og de skal bruge flere ressourcer på at tjekke reklamationer.”
Hvad kan netbutikkerne gøre?
”Der findes programmer, der kan bruges til at tjekke, om billeder er lavet med AI, så det kan man overveje at gøre brug af, hvis man i tvivl. Og så kan du som Legeakademiet bede om at få tilsendt produktet og orientere om, at det er strafbart, hvis man snyder med dokumentationen.”
I undersøgelsen svarer hver fjerde af de svindelramte netbutikker, at de har oplevet, at returneringer indeholdt forkerte varer. I denne artikel kan du blive klogere på, hvad du kan gøre, hvis det rammer dig.
Andre læser
Flere netbutikker får kopieret og misbrugt deres brand. Ny guide hjælper dig med at styrke dit forsvar
Et stærkt brand tager år at opbygge, men svindlere kan ødelægge det på få minutter med falske webshops og phishing. En ny guide fra Dansk Erhverv og en række samarbejdspartnere giver dig konkrete råd til, hvordan du kan forebygge brandmisbrug og reagere, hvis svindlerne angriber dig.
Medlemmerne spørger: Hvad gør jeg, hvis min kunde ikke returnerer et fortrudt køb?
Hvis en forbruger benytter sig af sin fortrydelsesret, skal forbrugeren naturligvis levere de købte varer tilbage. Men hvordan er reglerne egentlig, hvis pakken aldrig kommer tilbage til dig, eller det ikke er den købte vare, der ligger i pakken? Det får du svar på her.
Få svaret: Hvem har ansvaret, hvis din pakke ikke kommer frem eller indeholder forkerte varer?
Udfordringen med manglende pakker er kendt hos mange virksomheder. Her får du svar på, hvem der har ansvaret, og hvad du kan gøre, hvis du mener, at forbrugeren forsøger at snyde dig.
Kontakt
Medlemskommunikation
Søren Willemoes Poulsen
Kommunikationskonsulent