; ;
Gemt

Brud på tavshedspligt medførte bortfald af godtgørelse

I en sag ført af Dansk Erhverv, blev en virksomhed frifundet for at betale en godtgørelse for en usaglig opsigelse. Medarbejderen havde i opsigelsesperioden handlet illoyalt og i strid med sin tavshedspligt og blev berettiget bortvist.

Nyhed

Dansk Erhverv | Personale - 11. april 2019

Saglighedsvurderingen

Det følger af funktionærlovens § 2b, at arbejdsgiveren skal betale en godtgørelse, hvis en opsigelse ikke kan anses for rimeligt begrundet i medarbejderens eller virksomhedens forhold. Ved vurderingen af rimeligheden af en opsigelse, ser man på forholdene på opsigelsestidspunktet.

Efterfølgende omstændigheder kan kun undtagelsesvist og konkret have indflydelse på vurderingen.

Det er derfor nærliggende at antage, at en efterfølgende bortvisning, ikke skal påvirke vurderingen af opsigelsens rimelighed.

Det følger dog af retspraksis, at der konkret kan der være tilfælde, hvor en efterfølgende berettiget bortvisning kan medføre, at et krav om godtgørelse for en oprindelig usaglig opsigelse, bortfalder. 


Sagen kort 
I den konkrete sag var medarbejderen blevet opsagt og fritstillet på grund af manglende performance og evne til at samarbejde.

Inden medarbejderen tilbageleverede den udleverede computer, kopierede medarbejderen et stort antal filer med forretningshemmeligheder. Virksomheden bortviste herefter medarbejderen.

Byretten kom frem til, at virksomheden konkret ikke havde givet medarbejderen mulighed for at rette op på en dårlig performance, og opsigelsen var derfor usaglig. Da medarbejderen efterfølgende havde handlet illoyalt og i strid med sin tavshedspligt, vurderede retten, at medarbejderen ikke var berettiget til en godtgørelse efter funktionærlovens § 2b.

Dansk Erhverv bemærker
Afgørelsen viser, at en efterfølgende berettiget bortvisning kan medføre, at en eventuel godtgørelse for en oprindelig usaglig opsigelse, bortfalder.

Det er vigtigt at understrege, at der altid er tale om en konkret vurdering af sagens omstændigheder.

Vi anbefaler derfor medlemsvirksomheder altid at kontakte Dansk Erhverv i forbindelse med bortvisning af medarbejdere.