; ;
Gemt

Danmarks Sundeste Arbejdsplads

”Resultaterne kommer og er synlige for enhver.” Sådan sagde Henrik Olsson på Danmarks Sundeste Arbejdsplads’ initiativkonference om de 30 minutter hans medarbejdere har mulighed for at dyrke motion i arbejdstiden sammen med deres kollegaer i produktionsvirksomheden ITW GSE i Odense.

Nyhed

Dansk Erhverv | Sundhed og velfærd - 8. oktober 2019

Initiativkonferencen blev afholdt den 30. september og foregik som en rullende konference, der besøgte en række virksomheder i Region Syddanmark, som er førende indenfor arbejdet med sundhed, arbejdsmiljø og trivsel. På konferencen kunne deltagerne få inspiration til, hvorfor sundhed på arbejdspladsen er vigtigt, og hvordan det kan føres ud i livet.

De forskellige virksomheder havde mange bud på, hvorfor man som arbejdsplads skal fokusere på ens medarbejderes sundhed, samt gode eksempler på, hvordan man gør. Ved app-bureauet House of Code i Odense fortalte de, at deres fokus på sundhed giver gladere og mere produktive medarbejdere, styrker sammenholdet på arbejdspladsen og gør virksomheden mere attraktive som arbejdsplads, når de skal rekruttere og fastholde medarbejdere. For at være en sund arbejdsplads inkluderer House of Code bl.a. 2 timers motion i medarbejdernes arbejdstid hver uge og lægger vægt på en kultur, hvor man prioriterer en gåtur i den friske luft over et stillesiddende møde.

Alle steder konferencen kom forbi, var man enige om, at sundhed er en værdi for virksomheden. Energikoncernen EWII i Kolding fortalte f.eks. om deres årlige sundhedsfokus, som har givet en større arbejdsglæde og mindre sygefravær. EWII’s sundhedsindsats bliver kørt af en gruppe ildsjæle blandt medarbejderne, der i løbet af året arrangerer en række sunde aktiviteter. For at motivere medarbejderne til at deltage i flere af aktiviteterne, giver man medarbejderne et point til en fysisk kop (SundhedsCup’en), hver gang de deltager i en aktivitet. SundhedsCup’en uddeles til de medarbejdere, der deltager i mindst 4 aktiviteter i løbet af et år – og det har en klar effekt på medarbejdernes motivation.

På tværs af de virksomheder, konferencen kom forbi, var man enige om, at det gav væsentlige resultater at være en sund arbejdsplads. Men hvordan kan andre virksomheder lade sig inspirere af de gode eksempler? Alle virksomhederne havde det til fælles, at der var en klar ledelsesprioritering om at være en sund arbejdsplads. Og i forhold til hvordan man så som virksomhed kommer videre fra at tage beslutningen om at være sund og til faktisk at blive det, havde Henrik Olsson fra ITW GSE en simpel pointe: ”Bare gå i gang.”

Læs mere om initiativet her: Danmarks Sundeste Arbejdsplads.

Kontakt

Sundhed og Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil