; ;
Gemt

Dansk Erhverv - Fokuser på kvalitet på socialområdet

FOA og Socialpædagogerne vil have indgreb mod private udbydere på socialområdet. Fokuser i stedet på kvalitet og gennemsigtighed frem for ejerforhold, mener Dansk Erhverv.

Nyhed

Pressemeddelelse, 24. juni 2018

Fagforbundene FOA og Socialpædagogerne er gået sammen om at kræve indgreb mod private tilbud på socialområdet. I stedet for at gå ideologisk til værks og alene se på ejerskabsformer, opfordrer Dansk Erhverv til, at hele socialområdet gennemgås og tilsynets mulighed for at sikre kvalitet og gennemsigtighed styrkes.

“Dansk Erhverv er uforstående overfor, at fagforeningerne alene ser ideologisk på ejerskabsformer på socialområdet i stedet for at fokusere på, hvordan udsatte børn og unge og borgere på kanten af samfundet får den bedst mulige kvalitet - uanset om de er på et offentligt eller et privat tilbud. Det handler ikke kun om de otte procent af de sociale tilbud med en privat ejerskabsform, men om hele det samlede socialområde,” siger Rasmus Larsen Lindblom, velfærdspolitisk fagchef i Dansk Erhverv.

Fokus på kvaliteten
Det er kun en måned siden, at Socialstyrelsens evaluering viste, at de private tilbud scorer en smule bedre på kvalitet, end de offentlige. Men der skal ikke herske tvivl om, at hvis et tilbud svigter en ung eller udsat skal det have konsekvens, privat eller offentligt, mener Dansk Erhverv.
Og der skal heller ikke herske tvivl om, at det sociale tilsyn skal have bedre mulighed for at dykke ned i konkrete konstruktioner og ejerskabsformer på det private område, men også manglende gennemsigtighed den offentlige sektor. Det er ikke en lille øvelse og kræver, at alle står sammen, og tager de ideologiske briller af, påpeger Dansk Erhverv.

Hele socialområdet skal ses efter
Politikerne skal til efteråret forhandle tiltag på socialområdet, og her har Dansk Erhverv ønskelisten klar.

”Kommunerne køber sociale ydelser for 45 milliarder om året. Vi skal have meget bedre viden om, hvad vi får for pengene, og om der er sammenhæng mellem pris og kvalitet på tværs af tilbud. Vi kan faktisk ikke være andet bekendt” mener Rasmus Larsen Lindblom.

Dansk Erhverv ønsker specifikt, at

• Det sociale tilsyn skal have de nødvendige ressourcer, økonomiske kompetencer og juridiske hjemmel til at efterprøve prissætningen af såvel offentlige som private tilbud.

• Det sociale tilsyn skal have de nødvendige ressourcer, økonomiske kompetencer juridiske hjemmel til at efterse gennemsigtigheden i relevante ejerskabsformer. Det gælder også spørgsmålet om udleje af ejendomme og indblik i konkrete ejerskabskonstruktioner.

• Samfundet skal tilsvarende have langt større gennemsigtighed i den offentlige prissætning af egne tilbud, så alle omkostninger er regnet med. Når priserne ikke er retvisende risikerer borgeren ikke at få det bedst mulige tilbud og kommunerne et dårlige grundlag at prioritere de sociale indsatser på.

• Handlen med sociale tilbud skal i højere grad ske på grundlag af den konkrete positive forskel, man skaber for en borger.

Omtale i DR

Læs omtalen på dr.dk fra den 24. juni 2018: Der er penge i anbragte børn - Dansk Erhverv savner gennemsigtighed