Gemt

Dansk Erhverv arbejder for en genåbning af udvalgsvarehandlen

26. januar 2021

Dansk Erhverv foreslår en plan for genåbning af udvalgsvarehandlen i Danmark. Planen er baseret på restriktioner og krav til bl.a. afstand, kvadratmeter og værnemidler, så sikkerhed og trygheden ikke sættes over styr. En genåbning er afgørende for at sikre de 125.000 arbejdspladser i udvalgsvarehandlen og beskytte mod et månedligt produktionstab på 5 mia. kr.

Der er desværre risiko for, at tvangslukningen af udvalgsvarehandlen vil fortsætte efter den 7. februar, særligt pga. Sundhedsmyndighedernes frygt for nye smitsomme mutationer. Dansk Erhverv er i løbende kontakt med myndigheder og politikere og har fremlagt en konkret plan for en kontrolleret genåbning af udvalgsvarehandlen snarest. For Dansk Erhverv er det helt afgørende med en konkret og robust plan for en kontrolleret genåbning af udvalgsvarehandlen på lavt blus, som baseres på generelle og transparente principper og krav til butikkerne, så vi bevæger os trinvis tilbage til en fuld åbning af alle butikker, og så vi undgår forvridning af konkurrencen.

Presser på for en lille genåbning
Dansk Erhverv foreslår derfor en faseopdelt plan, som primært baseres på tidligere restriktioner, og som er understøttet af evidens, så som afstand, afskærmning og håndsprit, men også suppleret med visse nye skærpede restriktioner og opfordringer.

Ulogiske restriktioner ved Click & Collect
I genåbningsplanen påpeger Dansk Erhverv en række ulogiske og uhensigtsmæssige restriktioner, der især går ud over de små butikker, som er særlig hårdt presset. Det gælder især for reglerne for Click & Collect, hvor forbrugeren kan foretage køb ved at bestille og betale på forhånd og derefter afhente varen i den fysiske butik.

Dansk Erhverv foreslår, at reglerne for betaling ændres, så det bliver muligt for forbrugeren at betale i den fysiske butik på tilsvarende måde, som når restauranter sælger take away. Restauranter har allerede i dag mulighed for at tilbyde betaling ved afhentning af mad og drikke og derfor virker det helt ulogisk, at denne løsning ikke kan overføres til udvalgsvarehandlen. Mange af de mindre butikker i specialvarehandlen har ikke det nødvendige IT-setup og infrastruktur til at håndtere betalinger og det kan være meget bekosteligt at etablere – særligt i en tid, hvor både julesalget og januarudsalget for mange virksomheder er stærkt reduceret.

Udover ændringer ved Click & Collect foreslår Dansk Erhverv, at det bliver muligt at indlevere varer til reparation, reklamation eller ombytning, og at det bliver muligt for butikkerne at tilbyde tidsbestilling til kunderne for eksempel ved autoforhandlere og køkkenbutikker mv.

Øget opfordringer til kunderne
Coronakrisen har været langstrakt og ”Corona-træthed” er blevet et udtalt fænomen, hvor flere begynder at slække på brugen af værnemidler mv. Men brugen af værnemidler er afgørende i indsatsen mod virussen og derfor opfordrer Dansk Erhverv til øget kommunikation om budskaber med ”handl kun 1 person”, ”hold 2 meters afstand”, og at huske håndsprit, samt korrekt brug af mundbind.

Ingen evidens for smitteudbrud i detailhandlen
Handlen foregår i dag i meget sikre rammer. Detailhandlen har siden marts været god til at implementere og efterleve krav om bl.a. håndsprit, skiltning, afstand m.m., og sygeligheden har gennem hele perioden været lav i butikkerne, som endda har været ”front-personale”. Der er heller ingen evidens for, at der generelt sker smittespredning i butikker. På intet tidspunkt har det forårsaget store smitteudbud hverken blandt butiksansatte eller blandt kunder, hvilket også fremgår af Statens Serum Instituts data.

Dansk Erhverv arbejder derfor målrettet for at myndigheder og politikere vil tage positivt imod forslaget om en konkret genåbningsplan, så hele udvalgsvarehandlen meget snart kan åbne igen under trygge rammer - på lavt blus så det sikres at smittespredningen ikke øges.

Se Dansk Erhvervs plan for genåbning af udvalgsvarehandlen herunder. 

Plan for genåbning af udvalgsvarehandlen i Danmark

pdf

Download

Kontakt os

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Markedschef
Medarbejderprofil