; ;
Gemt

Dansk Erhverv kæmper fortsat i trediveårskrigen mod afgifter

Sænkelse af afgifter og fjernelse af bøvl og byrder ligger højt på Dansk Erhvervs liste over mærkesager. Indsatsen på området kan beskrives som en trediveårskrig.

Nyhed

DANSK ERHVERV | FØDEVARER - 30. OKTOBER 2018

Kampen mod afgifterne har været, og er fortsat, et langt, sejt træk, som vi har kæmpet med i Dansk Erhverv gennem mange år. Heldigvis har det været med flere sejre undervejs - og forhåbentlig med endnu flere i sigte. Afgifterne på fødevarer er en sten i skoen for danske butikker og grossister, og derfor arbejder vi i Dansk Erhverv fortsat for at få nedsat afgifterne på blandt andet slik og chokolade, spiritus, vin og øl.

Danske butikker og virksomheder stilles fortsat over for ulige muligheder for at konkurrere med vores udenlandske naboer, som fx grænsebutikker, der ligger lige om hjørnet syd eller nord for grænsen, eller illegale bagmænd, som sælger slik og chokolade udenom det danske moms- og afgiftssystem.

Vil finanslovsforhandlingerne være det afgørende slag i trediveårskrigen?
Oven på sidste års finanslov, som indeholdt nogle af Dansk Erhvervs ønsker på afgiftsområdet, heriblandt annulleringen af de planlagte prisstigninger på slik og chokolade, vin, alkoholsodavand og is, har regeringens udspil til finanslov 2019 inkluderet en grænsehandelspakke på 135 mio. kr. til reduktion af afgifter. 

Selvom 135 mio. kr. er et skridt i den rigtige retning, mener vi i Dansk Erhverv ikke, at det er nok, og vi håber på, at de igangværende forhandlinger resulterer i et større indhug i afgifterne. 

Som et led i vores indsats mod afgifterne har vi derfor foreslået en grænsehandelspakke, som blandt andet består af en nedsættelse af afgifterne på slik og chokolade, spiritus og vin med hver 25 pct. Denne pakke håber vi, at finans- og erhvervsordførerne vil kigge på undervejs i de nuværende finanslovsforhandlinger. 

Derudover har vi, som en del af Grænsehandelsalliancen med Nærbutikkernes Landsforening, Landdistrikternes Fællesråd og DSK, haft foretræde for regeringens Skatteudvalg, hvor vi præsenterede de problemer, som grænsehandlen og den illegale handel skaber for butikker, virksomheder og lokalsamfund i hele landet. Løsningen på problemerne er ikke til at komme udenom: en sænkelse af afgifterne på ”magnetvarer” i grænsehandlen og den illegale handel er vejen frem for at trække handel tilbage til Danmark. 

Mindre administrativt bøvl med afgifter
Ligeledes ser vi frem til flere konkrete resultater af Skatteministeriets saneringsudvalg som Dansk Erhverv deltog i sidste år. Vi ser blandt andet frem til den kommende sanering af konsumisafgiften, som ventes at træde i kraft i foråret 2019. Denne sanering vil gøre livet lettere for grossister og forhandlere af konsumis, fordi afgiftsberegningerne bliver mere enkle og overskuelige. Kontakt os hvis du er interesseret i at vide mere.

Fair konkurrencevilkår er afgørende
Trediveårskrigen imod afgifter og afgiftsbøvl er stadig i gang, så erhvervslivet kan drive forretning på ordentlige og fair vilkår – og uden administrativt bøvl.

At lukke øjnene for de konsekvenser, som afgifterne i dag har for danske butikker og virksomheder er ikke kun tåbeligt, det er også decideret uforsvarligt. 

Hvis du har kommentarer eller ideer vedr. afgifter, så er du altid meget velkommen til at tage fat i os.

Læs Dansk Erhvervs seneste indlæg i Jyllands-Posten om afgifter, miljø og grænsehandel og Dansk Erhvervs afgiftsfilm