; ;
Gemt

Deltag i digitalt forsøg om lederudvikling

Er du leder for mindst 5 personer, kan du nu deltage i et digitalt forsøg med lederudvikling. Du skal blot investere mindst 10 minutter hver dag i otte uger. Lederudviklingsforløbet gennemføres digitalt via en app. Center for Ejerledede Virksomheder på CBS står i spidsen for forskningsprojektet. Dansk Erhvervs medlemmer inviteres til at deltage gratis.

Nyhed

DANSK ERHVERV | ERHVERVSJURA - 27. FEBRUAR 2019

Ledere i små og mellemstore virksomheder
iLEAD app’en henvender sig til ledere i små og mellemstore virksomheder med mellem 10-250 ansatte. Lederen, der skal have ledelsesansvar for mindst 5 personer, arbejder med app’en i mindst ti minutter hver dag.

Vælg mellem fire mål
I app’en vælges ét ud af fire mål, som lederen vil forbedre: styrke anvendelsen af menneskelige ressourcer, styrke anvendelsen af data og information, forbedring af det interne samarbejde eller optimering af arbejdsgange i virksomheden. Ved hjælp af bl.a. podcasts, videoer og refleksionsopgaver, arbejder lederen med sit mål på daglig basis, og træningen bliver på den måde bragt ind i virksomheden.

”Vores intention med et ledelsesudviklingsværktøj som app’en er, at SMV’ledere skal have mulighed for at lave den primære træning i virksomheden” siger Anne Bøllingtoft, lektor ved Institut for virksomhedsledelse på Aarhus Universitet, som er en af forskerne bag projektet.

Læringen kan bruges her og nu
Akademisk leder af Center for Ejerledede Virksomheder, Niels Westergård-Nielsen, mener også, at netop fleksibiliteten ved app’en er vigtig. ”Ideen er, at lederne skal bruge cirka 10 minutter om dagen på app’en.

Det, man lærer, skal bruges lige med det samme – og så giver man også feedback via app’en. Det kan være meget svært for ledere at have tid at sætte sig ind på skolebænken, fordi de har travlt. Nu vil vi prøve med nye midler at se, om vi kan nå dem med en app, som de kan anvende direkte i deres virksomhed,” siger Niels ­Westergård-Nielsen.

Hvordan kommer du med?
Forløbet starter i marts eller maj 2019 afhængig af hvilken holdstart, man kommer på. Forløbet er gratis, fordi det er en del af et forskningsprojekt. Deltagende leder og mindst 5 af dennes medarbejdere skal forvente at besvare et spørgeskema, før under og efter forløbet.

Læs mere på www.ilead.digital.