; ;
Gemt

Den europæiske indsats på verdensmålene - hvor står Danmark?

En ny rapport tager temperaturen på den europæiske udvikling mod verdensmålene, og hvordan vi samlet når i mål inden 2030.

Nyhed

Dansk Erhverv | CSR - 3. januar 2020

Et foregangsland, der langt fra er i mål. Sådan kan man i korte træk beskrive Danmarks position i forhold til verdensmålene ifølge en ny rapport fra The Sustainable Development Solutions Network (SDSN) og The Institute for European Environmental Policy (IEEP).

Rapporten er den første udlægning, foretaget af uafhængige parter, af de europæiske landes individuelle udvikling, når det kommer til indfrielsen af de 17 verdensmål fra 2015. I rapporten gives der et sammenligneligt overblik over de 28 EU-landes performance på hvert af de 17 verdensmål.

Den aktuelle situation for Danmark
Selvom Danmark rangerer højest på den overordnede sammenligning, er der stadig en række udfordringer i forhold til indfrielsen af flere verdensmål.

Fx halter Danmark bagefter på verdensmål 12 – Ansvarligt Forbrug og Produktion. Indsatsen på dette område er særligt hæmmet af den store import af varer, der medvirker til store CO2-udledninger.

Den danske indsats ligger særligt i den europæiske top på verdensmålene: 8 - Anstændige Jobs og Økonomisk Vækst, 9 - Industri, Innovation og Infrastruktur, 10 - Mindre Ulighed, 16 - Fred, Retfærdighed og Stærke institutioner og 17 - Partnerskab for handling.

Rapporten fremsætter anbefalinger inden for tre indsatsområder, der samlet skal prioriteres i EU, hvis målene skal indfries: Interne prioriteter, udviklingssamarbejder og takling af negative internationale eksternaliteter.

Udforsk den danske indsats og udvikling på verdensmålene her: 2019 Europe Sustainable Development Report - Denmark.

Uddrag af rapportens hovedkonklusioner:

  1. De europæiske lande er nået langt i forhold til at kunne indfri verdensmålene. Dog er ingen af landene på rette kurs i forhold til at nå i mål inden 2030.
  2. Danmark er dét land i Europa, der er længst fremme i forhold til at kunne indfri målene, forfulgt af Sverige og Finland. Rumænien, Bulgarien og Cypern ligger placeret til sidst i undersøgelsen af de 28 landes SDG-performance.
  3. De største verdensmålsudfordringer for EU-28 relaterer sig bl.a. til klima, cirkulær økonomi, biodiversitet samt lige levestandarder på tværs af landegrænser og regioner.
  4. De europæiske lande har negative indvirkninger på en række områder, der modarbejder andre landes muligheder for at kunne indfri verdensmålene. De negative indvirkninger opstår primært som følge af den enorme efterspørgsel på varer inden for særligt landbrug, skov og fiskeri.

Læs hele rapporten om, hvordan EU samlet kommer i mål med verdensmålene her: 2019 Europe Sustainable Development Report.