; ;
Gemt

Eksportnedgang i september

Offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik mandag viser, at vareeksporten faldt med 2,1% i september.

Nyhed

Dagens økonomiske kommentar den 11. november 2019

Det er er primært salget af maskiner undtagen transportmidler, der trak eksporten ned i september. Eksporten af maskiner er typisk mere sårbar over for udviklingen i konjunk-turerne på vores vigtigste eksportmarkeder, herunder særligt Tyskland. Mandagens svage eksporttal kan dermed også være et af det første tegn på, at afmatningen i tysk økonomi nu også har ramt den danske eksport.

Når det er sagt, så er det alligevel værd at holde fast i, at eksporten samlet set har klaret sig hæderligt over de seneste måneder. Over de seneste tre måneder har der således været en fremgang i eksporten på 2,9%. År til dato er eksporten tilmed sprunget i vejret med hele 7,8%. Det er dog særligt eksporten uden for EU, der har steget pænt i årets første ni måneder. Således er vareeksport til lande uden for EU steget med 27 mia. kr. fra de første ni måneder af 2018 til samme periode i år, mens salget til EU-landene kun er steget med 6 mia. kr. Det springer særligt i øjnene, at eksporten til USA er steget med hele 30%, svarende til 12,2 mia. kr. Kemikalier og kemiske produkter, der primært udgø-res af medicin, udgjorde hele 10,8 mia. kr. af den samlede fremgang i eksporten til USA. Det er selvsagt imponerende, og viser at salget af medicin i øjeblikket holder hånden under eksporten.

Udsigt til svagere eksportvækst og lavere vækst i dansk økonomi
Ser vi fremad, er det vores forventning, at den begyndende afmatning på vores største eksportmarkeder, herunder særligt i Tyskland, Sverige og Storbritannien, vil bremse fremgangen i eksporten og give anledning til lavere vækst i dansk økonomi. Vi forventer dog ikke, at dansk økonomi vil blive ramt af en decideret eksportnedtur. Der vil fortsat være fremgang i eksporten, men blot i et lavere tempo end tidligere.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil