; ;
Gemt

Få overblik over kommende kontrolkampagner

30. marts 2021

Fødevarebårne virus, desinfektionsmidler og transportforhold er på Fødevarestyrelsens kontrolkampagneprogram i maj.

Kontrolkampagne om mærkning og anvendelse af desinfektionsmidler i fødevarevirksomheder
Kontrolkampagnen er en fortsættelse af sidste års kampagne om mærkning og anvendelse af desinfektionsmidler i fødevarevirksomheder.

Formålet med kampagnen er, at:

  • Kontrollere om desinfektionsmidler anvendt i fødevarevirksomheder er godkendte.
  • Kontrollere om desinfektionsmidler er mærket korrekt.
  • Kontrollere om anvendelsen af desinfektionsmidler giver anledning til sundhedsskadelige rester i fødevarer.
  • Vejlede om anvendelse af desinfektionsmidler, herunder koncentration, virketid og om der skylles efter med drikkevand.

Under kampagnen vil Fødevarestyrelsen besøge detailbutikker, der anvender udstyr eller inventar, som er vanskeligt at desinficere, fx delikatesser, is butikker, kaffe- og juicebarer og institutionskøkkener.

Fødevarevirksomheder må kun anvende godkendte desinfektionsmidler, som er mærket med det godkendelsesnummer Fødevarestyrelsen har tildelt produktet. Se Lister over godkendte desinfektionsmidler på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Brugsanvisningen skal følges, så der opnås en tilstrækkelig desinficerende effekt, og så der ikke efterlades sundhedsskadelige rester i fødevarerne. Det er vigtigt, at overflader er tilstrækkelig rene inden desinficeringen påbegyndes.

Læs om kontrolkampagnen Mærkning og anvendelse af desinfektionsmidler i fødevarevirksomheder 2021 og Mærkning og anvendelse af desinfektionsmidler og pattedypningsmidler i fødevarevirksomheder 2020 på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Kontrolkampagne om færre syge af fødevarebårne virus
Fødevarestyrelsen gennemfører kontrolkampagnen som led i deres mission og strategi om færre syge af maden. De hyppigst registrerede typer af virus, der er årsag til fødevarebåren sygdom i Danmark, er norovirus som giver Roskildesyge, og hepatitis A virus som giver leverbetændelse. Formålet med kampagnen er, at:

  • Kontrollere fødevarevirksomheders procedurer, som er relevante for at forebygge virus i maden.
  • Indsamle viden om hvor godt fødevarevirksomhederne kender til kilder, smitteveje og forebyggelsesforanstaltninger, så Fødevarestyrelsens informationsmateriale herom kan optimeres og målrettes herefter.

Det er bl.a. engros- og detailvirksomheder med levering af serveringsklar mad, catering, dagligvare- og specialforretninger og serveringsvirksomheder der kan få besøg af Fødevarestyrelsen.

Norovirus smitter nemt, 1-10 viruspartikler er nok. Håndsprit dræber ikke norovirus men det gør varmebehandling over 100 °C i 1 minut. Læs mere om Virus i fødevare på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Læs om kontrolkampagnen Færre syge af fødevarebårne virus på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Kontrolkampagne om transportforhold i detailleddet
Fødevarekontrollen sætter med denne kampagne fokus på hygiejne- og temperaturforhold hos fødevarevirksomheder, når de selv henter råvarer, og når de leverer fødevarer ud til kunderne. Formålet med kampagnen er at kontrollere, om reglerne på området bliver efterlevet og at vejlede herom.

Fødevarestyrelsen vil besøge detailvirksomheder som fx serveringsvirksomheder, restauranter, mindre dagligvarebutikker mv. der:

  • Selv henter varer i engrossupermarkederne.
  • Bringer mad ud til en anden virksomhed med henblik på servering i denne virksomhed.
  • Bringer mad ud til den endelige forbruger i mere organiseret form, bl.a. plejehjemskøkkeners levering af mad til ældre og detailvirksomheders levering af måltidskasser til den endelige forbrugers adresse (f.eks. i abonnementsordning).

Kontrolkampagnen medtager ikke den lejlighedsvise udbringning af fødevarer fra supermarkeder eller restauranter på baggrund af bestillinger, herunder udbringning via bude etc.

Læs om kontrolkampagnen Transportforhold i detailleddet på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Læs mere om Transport af fødevarer på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Kontakt

Fødevarer

Krestine Greve

Chefkonsulent
Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer