; ;
Gemt

Firmaernes salg er tilbage på sporet

Danmarks Statistik har offentliggjort tal for udviklingen i firmaernes salg frem til og med august i år. De nyeste tal viser, at virksomhedernes salg ekskl. energi steg med 1,2 pct. i august sammenlignet med juli, når der korrigeres for sæsonmæssige udsving.

Nyhed

dagens økonomiske kommentar den 12. oktober 2018

Stigningen bygger på blandt andet højere salg i industrien. Ud over den pæne udvikling i salget i august melder Danmarks Statistik om opjusteringer af salgstallene for både juni og juli. Det er godt nyt for dansk økonomi og forventningerne til vækst i resten af 2018.

Virksomhedernes salg (ekskl. energi) lå i perioden juni-august 1,4 pct. højere end i perioden marts-maj. Efter en skuffende start på året, virker det til, at firmaernes salg er kommet tilbage på vækstsporet igen. Særligt i starten af året oplevede vi en noget skuffende udvikling med negativ udvikling i firmaernes salg.

Isoleret set peger tallene for firmaernes salg i august i retning af, at dansk økonomi fortsat vokser. Det er selvsagt godt nyt for udsigterne til yderligere vækst i dansk økonomi i resten af 2018 – som ellers ikke har været et år hvor væksten har været i højeste gear. Forudsætninger for stigende afsætning fra danske virksomheder er overordnet set gode, som følge af både globalt økonomisk opsving samt gode privatøkonomiske forudsætninger på herhjemme.