; ;
Gemt

Fokus på øget arbejdsudbud i 2021

08. december 2020

Forlig og delaftaler fra 2020 og finansloven 2021 reducerer arbejdsudbuddet. Regeringens foreløbige udmeldinger om initiativer, der skal bidrage til at genskabe dette tab, er ikke tilstrækkelige.


Regeringen har netop indgået en aftale om finansloven for 2021, der blandt andet skal sikre 1.000 flere ansatte i ældreplejen og på lidt længere sigt flere pædagoger i daginstitutionerne. Samme finanslov inkluderer en delaftale om tidlig pension, der ventes at reducere udbuddet af arbejdskraft med 9.000. Andre af regeringens forlig og aftaler i 2020 reducerer derudover udbuddet af arbejdskraft med i størrelsesorden 3.000 fuldtidspersoner.

De respektive forlig, delaftaler og finansloven 2021 efterlader på et lidt længere sigte en betydelig udfordring i form af udsigten til en stigende ubalance mellem virksomhedernes rekrutteringsbehov og udbuddet af arbejdskraft.

Selvom corona-krisen har skabt turbulens på arbejdsmarkedet med stigende ledighed til følge, så rekrutterer arbejdsgiverne fortsat forgæves til godt hver sjette af de stillinger, de slår op.


Fokus på øget arbejdsudbud i 2021
Dansk Erhverv følger udviklingen i arbejdsudbuddet tæt og noterer sig, at finansminister Nicolai Wammen efter søndagens finanslovspressemøde bebudede, at regeringen i det nye år vil arbejde for at øge arbejdsudbuddet med 11.000 personer.

Det vil i givet fald ikke være tilstrækkelig til at sikre et arbejdsudbud, der kan følge med virksomhedernes behov, når væksten i økonomien vender tilbage. Uden en større opmærksomhed på tiltag, der kan få arbejdsudbuddet til at stige, så kommer vi med stor sandsynlighed til at se stigende mangel på arbejdskraft i både den private og den offentlige sektor de kommende år.

Derfor vil Dansk Erhverv blandt andet arbejde for, at regeringens initiativer kommer til at række videre end alene de foreløbigt skitserede andengenerationsreformer.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil