; ;
Gemt

Ny Metro Cityring er en gave til turismen

Dansk Erhverv har krydset Cityringen med de største attraktioner i byen. Konklusionen er klar: metroen åbner byen for turister, er en gave til mange attraktioner og er et af midlerne mod koncentration og oplevet overturisme i dele af byen.

Nyhed

PRESSEMEDDELELSE, den 27. september 2019

Cityringen vil forbinde København H, Indre By, Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og Frederiksberg. Den nye metrolinje får 17 underjordiske stationer. På to af stationerne, Frederiksberg og Kongens Nytorv, kan skiftes til de eksisterende metrolinjer.

VisitDenmark opgør årligt de største attraktioner i København. På listen er attraktioner der har entré og dermed et tælleapparat. Med den eksisterende linjeføring er det kun 3 af de 12 største attraktioner i København/Frederiksberg der betjenes med Metroen. Rundetårn, Statens Museum for Kunst og Rosenborg Slot har indtil videre haft den glæde.

Med de nye metrostationer bl.a. på Rådhuspladsen/København H, Marmorkirken, Gammel Strand og Frederiksberg Allé er der grund til at glæde sig hos Tivoli, Ny Carlsberg Glyptotek, Nationalmuseet, ZOO og Planetariet.

I virkeligheden ved vi ikke, hvor besøgte væsentlige dele af Københavns attraktioner er. Hverken ved Den lille havfrue eller på Christiania er der et tælleapparat.

”Cityringen åbner nye dele af byen op for turisterne. Dels bliver det nemmere at komme til f.eks. Marmorkirken og Den lille Havfrue. Dels er der rekreation, plads og store oplevelser i vente på klassiske københavner-highlights som Assistens Kirkegård, ved Søerne, i Frederiksberg Have og i Fælledparke”, siger chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen, og fortsætter:

”Derudover vil den udvidede metro åbne op for københavnernes urbane livsstil på brokvartererne og Frederiksberg, og bl.a. Superkilen på Nørrebro og Kødbyen på Vesterbro bliver langt mere tilgængelige. Dansk Erhverv hilser metroudvidelse velkommen og ser det som et af midlerne mod koncentration og oplevet overturisme i dele af byen. Det er helt i tråd med den nylige analyse fra Wonderful Copenhagen, 10XCopenhagen, der viser, at jo flere områder turisterne har besøgt, desto større tilfredshed er der ved at besøge København”, siger Lars Ramme Nielsen. 

”Samtidig har vi blik for de mange nye hotelprojekter i byen. Både gæsterne der bor på hotel centralt i byen og gæster, som bor på de nye hoteller ved lufthavnen, i Nordhavn og i Carlsberg byen vil komme hurtigere rundt og bredere ud. Både turismebranchen og turisterne glæder sig derfor til åbningen på søndag”, siger Lars Ramme Nielsen.

Foto kreditering: Dansk Erhvervs oplevelsesnoter på Metroselskabets kort over Cityringen

Kontakt

Turisme, oplevelse & kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil