; ;
Gemt

Historisk høj BNP-vækst i tredje kvartal bekræftet

Danmarks Statistik har mandag offentliggjort det første detaljerede nationalregnskab for tredje kvartal. Det er ganske positiv læsning, der viser, at BNP-væksten uændret er opgjort til 4,9 pct. i forhold til den allerede offentliggjorte BNP-indikator

Nyhed

30. november 2020

En BNP-vækst på 4,9 pct. sprænger alle tidligere rekorder med længder. Vi har aldrig tidligere i den økonomiske historie registreret en så høj BNP-vækst over et enkelt kvartal.

Det er primært en fornuftig fremgang i privatforbruget og eksporten, der har drevet fremgangen i tredje kvartal. Privatforbruget steg 4,2 pct., mens eksporten sprang i vejret med hele 5,3 pct.. Noget overraskende var der også en fremgang i de faste bruttoinvesteringer, der tilmed primært blev trukket op af fremgang i maskiner, transportmidler mv.

Det viser, at danskerne generelt har været gode til at skrue op for forbruget efter genåbningen af samfundet. Dertil har et højt salg af medicin i udlandet bidraget til at holde hånden under eksporten. Men nok så vigtigt, at har mange virksomheder valgt at holde fast i deres investeringsplaner efter coronakrisen ramte i foråret.

Ingen benovelse herfra
Man bør dog ikke falde på halen af benovelse over mandagens på papiret flotte BNP-tal. Fremgangen sker på en billig baggrund efter at dansk økonomi skrumpede med historiske 6,8 pct. i andet kvartal. Det betyder også, at BNP fortsat befinder sig knap 4 pct. under niveauet i starten af året. Genopretningen af dansk økonomi kan langt fra siges at være slut og vi skal formentlig et godt stykke ind i 2022 før BNP igen er tilbage på samme niveau som før coronakrisen ramte.

Risiko for negativ vækst hen over vinteren
Efter sommerens på papiret flotte vækst venter nu en svær og udfordret vinter for dansk økonomi. Som tingene ser ud nu, så kan vi desværre ikke udelukke nye fald i BNP hen over vinteren. Det til trods for at udbetalingen af feriepengene vil give medvind til danskernes privatforbrug.

Smitten har været kraftigt stigende hen over efteråret i en lang række europæiske lande. Den stigende smitte har ført til nye restriktioner og har samtidig lagt en dæmpe på forbrugs- og investeringslysten. En lignende udvikling ses desværre også i USA, hvor smitten i øjeblikket er kraftigt stigende. Euroområdet ser formentlig ind i en negativ vækst her i fjerde kvartal, mens der er udsigt til betydelig opbremsning i USA. Det vil desværre trykke den danske eksport mærkbart.

Vi forventer samlet set en vækst der vil balancere omkring nul i såvel fjerde kvartal og første kvartal af 2021. Det er derfor også vigtigt, at politikerne fortsat har fokus på at understøtte væksten i dansk økonomi – også på den længere bane. Det er desværre ikke den vej det går i øjeblikket, hvor regeringen tværtimod har valgt at pålægge virksomhederne en række nye skatter og afgifter.

Kontakt

Erhvervspolitik & Analyse

Tore Stramer

Cheføkonom
Medarbejderprofil