; ;
Gemt

Hurtig genoptræning er en gevinst for borgerne

Med en lovændring får danske patienter nu ret til at vælge en privat leverandør til genoptræning efter endt sygehusophold, hvis kommunerne ikke kan tilbyde genoptræning inden for syv dage. Og det er en gevinst for borgerne, mener Dansk Erhverv.

Nyhed

Det er meget positivt, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Alternativet netop har vedtaget en lovændring, som giver borgerne ret til genoptræning indenfor en uge efter endt sygehusophold.

Dansk Erhverv har tidligere flere gange dokumenteret, at der er store kommunale forskelle på, hvornår udskrevne patienter kan komme i gang med genoptræning. Hvor den gennemsnitlige ventetid er over 14 dage, er ventetiden i nogle kommuner helt oppe på over 30 dage.

”Hvis ikke patienten hurtigt kommer i gang med sin genoptræning, så er der en risiko for, at hele behandlingen har været forgæves. Så går der endnu længere tid før, patienten kan vende tilbage til arbejde og hverdag. Og det er simpelthen komplet uhensigtsmæssigt, både for den enkelte borger og for samfundet,” siger sundhedspolitisk chef i Dansk Erhverv, Katrina Feilberg Schouenborg.

I samarbejde med bl.a. Sundhed Danmark arbejder Dansk Erhverv for at få en model for godkendelse af private leverandører, som sikrer høj kvalitet og faglighed i genoptræningstilbuddene for både private og offentlige aktører på området.

”Med den nye genoptræningsgaranti er det vigtigt, at der bliver lavet en gennemsigtig og smidig model, hvor både private og kommunale aktører kan give patienten den bedst mulige behandling, hurtigst muligt og af høj kvalitet. Med lovændringen er vi nået et vigtigt skridt på vejen,” siger Katrina Feilberg Schouenborg.

Kontakt

Sundhed og Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil