; ;
Gemt

Husk at fremlægge kønsopdelt lønstatistik for medarbejderne inden årets udgang

Virksomheder med mindst 35 ansatte skal fremlægge en kønsopdelt lønstatistik for medarbejderne, hvis virksomheden har arbejdsfunktioner, hvor der er mindst 10 personer af hvert køn. Berørte virksomheder er informeret på e-mail.

Nyhed

DANSK ERHVERV | PERSONALE - 6. DECEMBER 2018

Dansk Erhverv har informeret HR-cheferne i virksomheder, som er omfattet af pligt til at fremlægge kønsopdelt lønstatistik. Informationen er udsendt pr. e-mail i løbet af efteråret. 

Krav til virksomheden
Virksomheder med mindst 35 ansatte er forpligtet til at fremlægge en kønsopdelt lønstatistik for medarbejderne, hvis der på virksomheden er arbejdsfunktioner med mindst 10 personer af hvert køn. Virksomheden er forpligtet til at fremlægge statistikken for medarbejderne, men der er metodefrihed for hvordan. Det kan ske i virksomhedens samarbejdsudvalg, på et medarbejdermøde, i et nyhedsbrev, på intranettet mv.

Statistik fremlægges inden udgangen af 2018
Statistikken skal udarbejdes og fremlægges inden udgangen af 2018 ud fra oplysningerne i lønstatistikken for året 2017.

Arbejdsgivermedlemmer kan hente virksomhedens kønsopdelte lønstatistik for året 2017 i Dansk Erhvervs NetStat. Inde i NetStat skal man blot klikke på knappen "Kønsopdelt løn" for at finde statistikken.

Full-Service-medlemmer og basismedlemmer kan hente virksomhedens kønsopdelte lønstatistik hos Danmarks Statistik.

De berørte virksomheder er velkomne til at kontakte Dansk Erhverv på telefon 33 74 61 61, hvis der er tvivl om reglerne og den praktiske håndtering af den kønsopdelte lønstatistik.