; ;
Gemt

Klimavejen skal være rigtig

Vi står over for en glohed politisk sæson, vurderer Brian Mikkelsen. Læs her hvorfor.

Nyhed

Dansk Erhverv | Politik - 30. august 2019

Selvom vejret så absolut er til den varme side, er sommerferien for længst slut for de fleste. Også for vores politikere og den nye regering. Det er muligt, at efteråret vil byde på et noget mere tempereret vejr, men jeg tror, at vi går en glohed politisk sæson i møde.

I denne uge præsenterede regeringen status for dansk økonomi. Kort og godt, så går det fint, men der er skyer, der truer. Brexit, handelskrige og beskedne vækstrater i de lande, som vi handler stort med. Det er vigtigt, at regeringen har disse forhold in mente, når der snart skal præsenteres og landes en finanslov for 2020. Spenderbukserne bør i denne omgang blive i skabet.

Nyt regeringsudvalg på niveau med Koordinationsudvalg og Økonomiudvalg
Skulle nogen være i tvivl om, at regeringen mener det yderst alvorligt med klimaet, så viste regeringen i går med al tydelighed, at den grønne omstilling er og bliver essentiel. For at sætte turbo på den grønne omstilling vil regeringen oprette et udvalg for grøn omstilling. Det skal sikre, at regeringen når sine klima- og miljømål. Der er altså tale om et ekstra udvalg i stil med det kendte koordinationsudvalg og økonomiudvalget. De tre udvalg er ifølge regeringen ligestillede. Udvalget skal altså kort og godt sikre, at hver gang, der fremlægges politik, så er klimaet og den grønne dagsorden tænkt ind.

Statsminister Mette Frederiksen betegner ændringen som ”en nyskabelse i den danske statsadministration”.

Erhvervslivet er medspillere i klimakampen
Nu har vi fra erhvervslivets side længe haft fokus på den grønne omstilling, og vi hilser det velkomment, at regeringen nu opretter et udvalg for grøn omstilling. Ingen er uenige i, at der skal handles på klimaområdet, og det er godt med et øget samarbejde mellem ministerierne. Det vigtige nu er, at det sker på den bedste og klogeste måde. Vi er klar til samarbejdet om, hvordan grønne løsninger udvikles og skaleres. Ambitionerne skal selvfølgelig løftes på en måde, så de bliver til gavn for Danmark og dansk erhvervsliv - og ikke det modsatte. Her er vi naturligvis medspillere i klimakampen.

Kæmp klimakampen klogt
Når regeringen så vælger at koordinere klimaindsatsen, sådan som den netop har gjort, så er der grobund for optimisme i forhold til, at der bliver tænkt i helheder. At vi sammen kommer til at kæmpe klimakampen klogt. Vi skal investere i gode rammevilkår for omstillingen - det er nye løsninger, vi har brug for, ikke nye byrder eller afgifter. For hverken klimaet, Danmark eller dansk erhvervsliv har råd til, at vi træder forkert her.

Naturligvis vil Dansk Erhverv gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at vi sammen kommer til at gå den rigtige klimavej mod et grønnere og rigere Danmark.

Med venlig hilsen
Brian Mikkelsen

Kontakt

Direktionen

Brian Mikkelsen

Adm. direktør
Medarbejderprofil