; ;
Gemt

Kommunaldirektører: Gevinster ved øget offentligt-privat samarbejde – Men området vil stå stille i de næste fire år

Hele 98 procent af landets kommunaldirektører mener, at der er et stort potentiale ved øget offentligt-privat samarbejde. Alligevel tror syv ud af ti ikke på, at der i deres kommune vil blive konkurrenceudsat mere i de kommende fire år. Det viser en rundspørge, som Dansk Erhverv har lavet i samarbejde med nyhedsmagasinet Danske Kommuner.

Nyhed

Konkurrenceudsættelsen i danske kommunerne står i stampe. På fire år har der været en beskeden vækst i konkurrenceudsættelsen fra 26,0 procent til 26,9 i landets kommuner. Det på trods af, at der ligger en milliardgevinst at hente på området. I en rundspørge, som Dansk Erhverv har foretaget i samarbejde med nyhedsmagasinet Danske Kommuner, svarer hele 98 procent af de adspurgte, at de vurderer, at samarbejde mellem det offentlige og det private erhvervsliv kan føre til bedre løsninger i den kommunale opgavevaretagelse. På trods af dette forventer kun tre ud af ud ti mere konkurrenceudsættelse i netop deres kommune.

”Det er meget tankevækkende og egentligt også lidt trist. Kommunaldirektørerne ved godt, at der her er gevinster at hente ved konkurrenceudsættelse, og alligevel tror syv ud af ti af dem ikke på, at der kommer til at ske noget på området i deres kommune,” siger Morten Jung, markedschef i Dansk Erhverv.

Måltal giver gevinster
Rundspørgen viser desuden, at 72 procent af landets kommuner har en strategi for udbud af udbudsegnede opgaver, men at kun femten procent har fastsat et måltal for konkurrenceudsættelse.

”Det er i min optik en stor del af forklaringen på, hvorfor det står så sløjt til i landets kommuner. Man kan have mange strategier, som ser meget fornuftige ud på papiret, men er der ikke konkrete og forpligtigende mål, ja, så sker der ikke så meget. Vi skal simpelthen have måltal på banen, så vi kan få øget konkurrenceudsættelsen til gavn for alle. Konkurrenceudsættelse er simpelthen sund fornuft. Hvis man i sit hjem ønsker et nyt køkken, så laver man jo også research og køber køkkenet det sted, som bedst opfylder ens ønsker til både kvalitet og pris. Sådan skal det offentlige også i langt højere grad gøre,” siger Morten Jung.

Regeringen forventer senere i år at præsentere et politisk udspil om øget konkurrenceudsættelse. Her er det på forhånd meldt ud, at netop måltal indgår i udspillet.

Stort potentiale i offentlig-privat samarbejde

pdf

Download

Kontakt

Offentlig-privat samarbejde

Morten Jung

Markedschef
Medarbejderprofil