Gemt

Lempelse af mikroplastbekendtgørelsen og mulighed for at sælge ud af omfattede produkter

05. maj 2020

Tidligere i år annoncerede Miljø- og Fødevareministeriet et forbud mod tilsat mikroplast i kosmetiske produkter med ikrafttrædelse den 1. juli 2020. Forbuddet gælder import og salg af kosmetiske produkter, som afrenses, og som indeholder mikroplast, der ikke er bionedbrydeligt, i en koncentration på 0,01 procent eller mere. Nu lempes reglerne, så allerede indkøbte varer kan sælges ud frem til den 31. december 2020.

Forbuddet mod at sælge kosmetiske produkter, som afrenses, og som er tilsat mikroplast, ændres. Det træder stadig i kraft den 1. juli 2020, men Miljø- og Fødevareministeriet oplyser følgende:

Man skal være opmærksom på, at produkter, der er solgt til en forhandler inden den 1. juli 2020, fortsat kan sælges af forhandleren til en slutbruger indtil den 31. december 2020.

Det vil give detailhandlen mulighed for at kunne sælge produkter til slutbrugeren frem til den 31. december 2020. Forbuddet mod at importere kosmetiske produkter, der afrenses, og som indeholder mikroplast, samt salg til alle andre end slutbrugerne vil træde i kraft den 1. juli 2020 som hidtil udmeldt.

Miljø- og Fødevareministeriets beslutningen om at lade erhvervslivet sælge ud af produkter er truffet for, at der ikke pålægges erhvervet yderligere økonomiske byrder i denne ekstraordinære situation.

Lempelsen skal også ses i lyset af, at Dansk Erhverv i længere tid har fremført argumenter til ministeriet om, at salgsstoppet er skadeligt for detailhandlen.