; ;
Gemt

Life science-virksomheder spiller en afgørende rolle for dansk økonomi

01. juli 2020

Life science branchen - virksomheder der udvikler lægemidler, medicinsk udstyr og bioteknologi, spiller en afgørende rolle for dansk økonomi – eksporten buldrer afsted, og alene lægemiddeleksporten er steget med 32 pct. i 1. kvartal 2020 i forhold til samme periode året før.

Hertil investerer udenlandske life science virksomheder massivt i Danmark. I løbet af de sidste 15 år har branchen oplevet en fantastisk vækst.

 

En vækst, der har overordentlig stor betydning for dansk økonomi og især i en svær tid, er det brancher som denne, der skal hjælpe os videre og ud af krisen. En analyse foretaget af Dansk Erhverv, viser, at de udenlandske life science-virksomheder på mange måder er en gevinst for Danmark. For det første genererer virksomhederne værdi i Danmark ved at skabe arbejdspladser, både i life-science-virksomhederne og i andre virksomheder tilknyttet forsyningskæden.

Der er med andre ord et stort potentiale i yderligere tiltrækning af udenlandske investeringer på området. Danmark er en attraktiv destination for udenlandske life science virksomheder – det skal vi værne om, og ikke mindst skal vi udnytte det fulde potentiale.

Det halter med konkurrencedygtigheden
”Selvom udenlandske life science virksomheder allerede investerer store beløb i Danmark og bidrager væsentligt med skattebetalinger, så går vi glip af investeringer i milliardklassen, siger Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen og påpeger, at vi som nation kan være stolte af, at vi har masser af talentmasse og en fornuftig infrastruktur – derimod halter det med konkurrencedygtighed på omkostningssiden og i adgangen til sundhedsdata, der er vigtigt for den videre forskning.

“Hvis vi varigt får forlænget de 130 pct. i fradrag, så vil det også være interessant for udenlandske virksomheder at etablere sig i Danmark på forskningssiden og ikke kun på salgssiden,” siger Brian Mikkelsen om forskningsfradraget, som er forhøjet midlertidigt for 2021. En sag, Dansk Erhverv længe har kæmpet for.

De udenlandske life science-virksomheder havde 9.600 årsværk ansat i Danmark i 2016. Det er 1.700 flere årsværk end i 2007, svarende til en vækst på mere end 20%. Medarbejderne i de udenlandske life science-virksomheder er dermed med til at styrke den danske life science–klynge, og det understreger vigtigheden af udenlandske life science-virksomheders betydning for dansk økonomi.

For knap seks år siden købte den schweiziske medicinalkoncern Roche biotekselskabet Santaris for 2,5 mia. kr., og i stedet for at flytte det hele til Schweiz har medicinalkoncernen brugt Santaris’ fundament som et af syv globale forskningscentre i medicinalkoncernen, og ifølge landechef Richard Wright er den schweiziske gigant klar til at investere endnu mere i Danmark. I den forbindelse udtalte Wright forleden til dagbladet Børsen, at netop rammevilkårene for branchen bør forbedres:

“Vi ser Hørsholm som et vigtigt globalt forskningscenter, og vi er villige til at investere mere, hvis rammevilkårene forbedres. Regeringen ønsker investeringer og selskaberne er villige til at investere, men det skal være bæredygtigt for alle parter,” siger Richard Wright.

Fujifilm er endnu et eksempel på en udenlandsk life science virksomhed, der har prioriteret Danmark. Fujifilm købte sidste år Biogens lægemiddelfabrik i Hillerød, og efter bare 9 måneder valgte de at investere yderligere 6 mia. kr. i udvidelse af faciliteterne. Det er i sandhed noget, som vil kunne mærkes i Hillerød og omegn, men også for hele Danmark.

Gode og forbedrede rammevilkår er en nødvendighed
Gode betingelser for forskning er og bliver et af branchens mest afgørende rammevilkår - herunder særligt, at det er internationalt konkurrencedygtigt at forske i Danmark. Derfor har vi i Dansk Erhverv i flere år kæmpet for en udvidelse af FoU-fradraget til 130 pct. Af samme grund vakte det stor glæde, da folketinget i forbindelse med den netop aftale sommerpakke hævede beløbet til 130 i 2020 og 2021.

Vi er dermed kommet et stykke videre, og nu gælder det om at holde tæt og fuldt fokus på life science-dagsordenen frem mod de næste forhandlinger. En ting er sikker - Dansk Erhverv vil i den forbindelse naturligvis fortsat kæmpe for branchen og ikke mindst for de rette rammevilkår.