; ;
Gemt

Lobbyregister går ikke automatisk hånd i hånd med åbenhed

Dansk Erhverv og Public Relations Branchen er ikke afvisende over for et lobbyregister. En demokratisk proces er en åben proces, men spørgsmålet er, om et lobbyregister endegyldigt mere åbenhed? Debatindlæg af Kresten Schultz-Jørgensen og Daniel Møller Jensen.

Nyhed

Debatindlæg bragt i Jyllands-Posten 4. marts 2018

Af formand for Public Relations Branchen Kresten Schultz Jørgensen og politisk konsulent i Dansk Erhverv Daniel Møller Jensen

”Tilliden til Danmark bløder” lød det forleden fra Transparency International, efter at det årlige korruptionsindeks placerer Danmark på en 2. plads over de mindst korrupte lande. Det fik straks sat gang i debatten om, hvorvidt vi skal indføre et lobbyregister. Manglende registrering af lobbyister er nemlig en begrænsning af åbenheden, må man forstå. 


Dansk Erhverv og Public Relations Branchen er ikke afvisende over for et lobbyregister. En demokratisk proces er en åben proces, men spørgsmålet er, om et lobbyregister endegyldigt mere åbenhed?

God lobbyisme kvalificerer beslutningsgrundlaget i ny lovgivning. God lovkvalitet er et resultat af dialog mellem politikere og organisationer, virksomheder, PR- og PA-bureauer, NGO’ere m.fl. Der er behov for udveksling af viden, fordi det er en forudsætning for, at der træffes beslutninger på det mest oplyste grundlag til gavn for demokratiet.

Et lobbyregister kan være positivt. Men det skal skrues rigtigt sammen. For det første skal det ikke være unødvendigt bureaukratisk. For det andet er det afgørende, at registreringen skal gælde alle aktører i den demokratiske proces. Det skal ikke kun gælde for PR- eller PA-konsulenter. Det vil nemlig svække rådgiverbranchen og skævvride konkurrencen.

Og når vi taler åbenhed, er spørgsmålet vel også, hvor grænsen for registreringen skal sættes? Er det nok, at politikerne registrerer, hvem de mødes med? Eller skal den dialog, der er foregået, også registreres? Det er meget svær øvelse. Og hvad gør vi, hvis politikerne kun vælger at mødes med populære aktører, fordi de vil se godt ud i lobbyregistreret? Så får vi en situation, hvor vi mister værdifuld viden, der kan sikre god lovkvalitet.

Dansk Erhverv og Public Relations Branchen, der repræsenterer rådgivningsvirksomheder, som arbejder med lobby og public affairs, ønsker at bidrage konstruktivt til debatten. Og vi vil gøre vores til at arbejde for mere åbenhed i den politiske proces. Derfor har vi også udarbejdet en række principper for god lobbyisme. Det skal for det første være med til at afmystificere den del af rådgivningsbranchen og for det andet fungere som branchens eget adfærdsregulerende supplement til den regulering, der allerede er på området.

Lobbyregisteret kan føre til mere åbenhed, ja. Men det skal skrues rigtigt sammen. Og vi skal turde tage debatten om de faldgruber, der er ved at indføre et lobbyregister.

 

Debatindlægget er bragt i Jyllands-Posten, den 4. marts 2018: Lobbyregister går ikke automatisk hånd i hånd med åbenhed