; ;
Gemt

Ny indikatorværdi for fluor i pap og papir til fødevarer

Fødevarestyrelsen har i april 2018 indført en indikatorværdi, der kan bruges til at vurdere, om pap og papir er tilsat organiske fluorerede stoffer.

Nyhed

Fluorerede stoffer kan anvendes til at gøre pap- og papiremballage (fx bagepapir, madpapir og fastfood emballage) fedt- og vandafvisende. De fluorerede stoffer er en stor gruppe af kemiske stoffer, der er svært nedbrydelige og kan ophobes i mennesker og dyr. Flere af dem mistænkes for at være skadelige for mennesker og miljø, men kun få er videnskabeligt evalueret. Derfor fraråder Fødevarestyrelsen generelt brug af fluorerede stoffer i pap og papir til fødevarer.

Ny indikatorværdi
Fødevarestyrelsen har i april 2018 indført en indikatorværdi, der kan bruges til at vurdere, om pap og papir er tilsat fluorerede stoffer. Indikatorværdien er 10 mikrogram organisk fluor per kvadratdecimeter papir. Indhold under indikatorværdien betragtes som en baggrundsforurening, og man kan derfor bruge værdien til at sikre sig, at ens pap- eller papiremballage ikke er behandlet med organiske fluorerede stoffer.

Bemærk at indikatorværdien ikke er det samme som en grænseværdi. Det er altså fortsat tilladt at anvende eller fremstille pap og papir med indhold af fluorerede stoffer over indikatorværdien. Men som for alle andre stoffer i fødevarekontaktmaterialer, må indholdet ikke give afsmitning til fødevarerne i sundhedsskadelige mængder.

På Fødevarestyrelsens hjemmeside kan du læse mere om fluorerede stoffer i en artikel og i deres faktaark fra april 2018

Kontakt

Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer