; ;
Gemt

Ny økologiforordning på plads

Efter mere end tre års forhandling er medlemslandene i EU blevet enige om en ny økologiforordning, der skal træde i kraft i januar 2021.

Nyhed

De nuværende økologiregler er gamle og bliver af mange opfattet som ufleksible og forældede. EU-landene har dog langtfra været enige om, hvad der skulle træde i stedet for. I over tre år har politikere, aktører og medlemslande derfor diskuteret indholdet i de nye økologiregler, og forordningsudkastet har været underlagt flere tusinde ændringsforslag. I efteråret 2017 er man så nået til enighed om en ny økologiforordning, der skal træde i kraft den 1. januar 2021.

I Danmark er der blandede holdninger til forslaget. Særligt kritisk for medlemmer af Dansk Erhverv er det, at der er lagt op til, at detailvirksomheder, som sælger uindpakkede økologiske fødevarer (fx bake-off brød samt frugt og grønt i løssalg) fremover skal økologiregistreres og underlægges økologikontrol, hvilket de hidtil har været fritaget for. Effekten kan blive et mindre udbud af uindpakkede økologiske varer samt et øget emballageforbrug eller større madspild.

For at sikre innovation og udvikling i sortimentet af økologiske fødevarer samt et fortsat bredt udvalg i Danmark er det vigtigt, at den nye forordnings kontrolkrav ikke pålægger virksomhederne øgede administrative og økonomiske byrder. De mere specifikke rammer og krav i økologiforordningen er endnu ikke fastlagt, det er noget, der skal implementeres over de kommende år. Dansk Erhverv vil i den forbindelse arbejde for, at Fødevarestyrelsens fortolkning og implementering af kontrolkravene kommer til at ligge så tæt op ad den nuværende praksis som muligt.

Kontakt

Kontakt

Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer