; ;
Gemt

Ny politisk aftale med en langsigtet plan for genåbning af erhvervslivet

Mandag aften blev der lavet en bred politisk aftale for den langsigtede genåbning af Danmark. Af planen fremgår det, at ”små” stormagasiner og centre under 15.000 kvm kan åbne 13. april, mens de større kan åbne den 21. april. Servering på restaurationer indendørs åbner den 6. maj 2021.

23. marts 2021

Dansk Erhverv glæder sig over at erhvervslivet og danskerne nu får en konkret plan for genåbningen, men Dansk Erhverv havde håbet på en større og hurtigere genåbning af erhvervslivet, herunder af den del af detailhandelen, som fortsat er tvangslukket.

I den politiske aftale tages udgangspunkt i 14 dages intervaller mellem genåbningsfaserne.

Datoerne nedenfor viser, hvornår genåbningen forventes, men de enkelte detaljer vedrørende kvadratmeterkrav og antallet kunder, som butikkerne må give adgang skal afklares i sektorpartnerskabet.

6. april 2021

Aftalepartierne er enige om, at de liberale serviceerhverv mv. kan genåbne pr. 6. april 2021. Der vil gælde krav om anvendelse af mundbind eller visir samt retningslinjer for smitteforebyggelse, som aftales nærmere i sektorpartnerskabet. Der vil endvidere være krav om anvendelse af coronapas.

13. april 2021

Aftalepartierne er enige om, at almindelig handel i indkøbscentre, stormagasiner, arkader mv. med et areal på 15.000 m2 eller derunder kan genåbne pr. 13. april 2021. Genåbningen gælder ikke for biografer, restauranter og caféer mv., som er lokaliseret i indkøbscentret mv. Der vil gælde arealkrav og krav om mundbind eller visir samt retningslinjer vedrørende afstand, hygiejne og tiltag, der skal modvirke ophold i fællesarealer mv., herunder afskærmning af bænke, stole mv. Retningslinjerne vil blive drøftet i sektorpartnerskabet på baggrund af oplæg fra sundhedsmyndighederne.

Indkøbscentre, stormagasiner, arkader mv. i kommuner med særlig høj incidens er undtaget – vurderes af Epidemikommissionen. De tiltag og restriktioner, der ikke lempes pr. 6. april og 13. april, forlænges til og med den 20. april 2021.

21. april 2021

Som udgangspunkt åbnes i første omgang d. 21. april 2021: De store indkøbscentre og stormagasiner for almindelig handel mv. Desuden åbnes – med coronapas – udendørsservering på restauranter og cafeer mv., museer, kunsthaller samt biblioteker.

6. maj 2021

I anden omgang åbnes d. 6. maj 2021 – med coronapas: Indendørs servering på restauranter og cafeer mv., konferencer, spillesteder, teatre, og biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter.

Planen kan både blive fremrykket og forskudt

Inden hver fase iværksættes, laves en faglig vurdering ved SSI af en sundhedsmæssigt forsvarlig yderligere udfasning af restriktioner. Ved vurderingen vil der bl.a. blive set på, om den faktiske udvikling i smitte og nyindlæggelser afviger fra det senest forudsatte i modelberegningerne, samt om der er andre centrale forudsætninger, som har ændret sig i forhold til det forudsatte i beregningerne, herunder vaccinationsplan og befolkningsadfærd. Aftalepartierne vil – med udgangspunkt i den aftalte faseplan – inden hver faseovergang aftale det præcise indhold i fasen på baggrund af udviklingen i epidemien. De politiske drøftelser betyder, at planen både kan blive fremrykket og forskudt.

Retningslinjer i detailhandlen

Bliv opdateret på de nyeste retningslinjer og anbefalinger på Dansk Erhvervs hjemmeside: https://www.danskerhverv.dk/politik-og-analyser/detailhandel/detailhandlen-hardt-ramt-af-corona/ 

Kontakt

Handel

Lotte Engbæk Larsen

Branchedirektør for Handel
Medarbejderprofil