; ;
Gemt

Nye EU-momsregler i fare

27. maj 2020

Dansk Erhverv advarer kraftigt mod udsigten til en udsættelse af den længe ventede nye e-handelsmomspakke, som skal træde i kraft 1. januar 2021. Flere medlemslande er ikke klar til implementeringen af de nye EU-momsregler. 

EU-Kommissionen har netop fremsat et forslag om en 6 måneders udskydelse af implementeringen af den såkaldte e-handelspakke med en ny ikrafttrædelsesdato pr. 1. juli 2021. En pakke, der moderniserer momsreglerne for al grænseoverskridende salg til forbrugere af varer og ydelser, som skal gælde i hele EU, og som vil få stor betydning og en positiv indvirkning på Danmarks konkurrencesituation både i forhold til andre EU-lande og lande uden for EU. 

Pakken indebærer bl.a. en ophævelse af den særlige momsfritagelse på 80 kr. ved danske forbrugeres køb af varer fra lande uden for EU, såsom Kina, en harmonisering og kraftig mindskelse af fjernsalgsgrænsen for salg af varer på 10.000 euro samt en udvidelse af det eksisterende momsangivelses- og betalingssystem, One Stop Shoppen. 

Pakkens betydning for Danmark 
De nye momsregler vil føre til en længe ventet og tiltrængt styrkelse af den ellers svage konkurrencesituation, som Danmark er undergivet først og fremmest på grund af vores høje momssats i forhold til flere af vores EU-nabolande. 

”Dansk Erhverv ser med stor alvor på udsigterne til en udskydelse af ikrafttrædelsen af e-handelspakken, som har været mange år undervejs, og som vi har støttet hele vejen gennem den tunge EU-lovgivningsproces”, udtaler fagchef for moms hos Dansk Erhverv, Ulla Brandt og fortsætter: 

”Der er tale om regler, der er helt afgørende for vores medlemsvirksomheders chance for at konkurrere med virksomheder både i og uden for EU. Reglerne vil gavne alle danske virksomheder, der sælger varer og ydelser til forbrugere både i og uden for Danmark. Virksomheder der i dag både er udfordrede af udenlandske konkurrenters manglende overholdelse af de eksisterende spilleregler på momsområdet, men også af den særlige momsfritagelsesgrænse på 80 kr., som Dansk Erhverv længe har kæmpet for at få fjernet.” 

IT-systemtilpasninger og COVID19 
Både regeringen og Skatteministeriet er heldigvis på linje med Dansk Erhverv, og har arbejdet hårdt for at få reglerne implementeret til tiden til gavn for danske virksomheder, både i forhold til lovgivningen og de nødvendige it-systemtilpasninger. 

Ifølge EU-Kommissionen er der flere lande, der på et nyligt møde har bebudet større forsinkelser med deres respektive nationale it-systemtilpasninger, pakkehåndteringscentraler m.v. Forsinkelser, der alt andet lige er blevet forværret under den aktuelle COVID19-krise. 

”Dansk Erhverv bakker fuldt ud op om Skatteministeriets udmelding om, at det er afgørende, at e-handelspakken implementeres til tiden som første prioritet, og hvis en udskydelse viser sig nødvendig, at denne bliver så kort som mulig, samtidig med at det er helt centralt, at pakken træder i kraft i samtlige EU-lande på en gang”, udtaler Ulla Brandt. 

Næste skridt 
Danmark selv er som mange andre EU-lande under et stort tidspres i forhold til især tilpasningen af de eksisterende it-systemer, der skal håndtere de nye regler, men har meldt sig klar til 1. januar 2021, selv hvis det kræver visse midlertidige manuelle håndteringsprocesser. 

Dansk Erhverv lægger vægt på, at EU-Kommissionen sikrer, at alle EU-lande gør deres yderste for at blive klar til det forventede nye ikrafttrædelsestidspunkt 1. juli 2021, og at der ikke lægges op til yderligere udskydelser. 

EU-Kommissionens netop fremsatte forslag om en udskydelse af ikrafttrædelsen på 6 måneder forventes vedtaget af ECOFIN i juni eller juli.