; ;
Gemt

Nye europæiske regler for droneflyvning

02. februar 2021

Ved årets start trådte de nye europæiske droneregler i kraft. Reglerne forsøger at strømline medlemslandenes egen regulering, så det fremover bliver efter fælles retningslinjer, at medlemslandene regulerer området. Det skal gøre det nemmere at operere som dronepilot i EU.

De nye regler betyder bl.a. at selv små droner skal registreres, så de nationale luftfartsmyndigheder altid kan finde frem til ejeren. Omvendt skal reglerne afbureaukratisere flyvningen med droner, så det bliver nemmere at arbejde med droneflyvning på tværs af EU.

Reglerne opsætter også tre nye kategorier, som klarificerer hvilke regler dronepiloter skal overholde, hvis de ønsker at flyve.

Den åbne kategori er for flyvning med mindre droner til små og ufarlige opgaver, og som ikke behøver tilladelse, men alene skal overholde de specifikke lovkrav. Her får mindre droner bl.a. tilladelse til at flyve over menneskemængder.

Den specifikke kategori er flyvninger der ikke omfattes af den åbne kategori, og som derfor skal have specifik tilladelse til operere. Fordelen er her, at man ikke behøver at søge om tilladelse for hver nye flyvning, men i stedet kan opnå tilladelse til at flyve på en bestemt strækning eller til et bestemt formål.

Den certificerede kategori er fremtidens droneflyvningen, og vil på sigt omfatte de krav man skal overholde, hvis man ønsker at flyve med mennesker.

Selvom der endnu ikke er tale om en fuld harmonisering af medlemslandenes regler, er det positivt at der nu kommer fælles standarder for området, der gør det mere overskueligt at arbejde med fremtidens teknologi. Hvis EU skal være sikker på en førsteplads i innovation, kræver det at de tager skridtet videre og udvikler en dronestrategi, der kan understøtte den europæiske forskning og udvikling af droneteknologi.

Kontakt

Transport

Christoffer Greenfort

Chefkonsulent