; ;
Gemt

På vej ind på nye markeder? Det skal du vide om varemærker

28. april 2020

Af Jacob Yde, fuldmægtig i Patent- og Varemærkestyrelsen

Skal du udvide din forretning til nye markeder? Eksportere vare til andre lande i EU? Det er altid godt at have styr på sine rettigheder, men når du vil gøre forretning i udlandet, er det ekstra vigtigt at have styr på sit varemærke. Læs mere her og få svar på, hvad et varemærke er for noget, og hvad du skal være opmærksom på.

Hvad er et varemærke?
Et varemærke kan være mange ting - eksempelvis et ord, et slogan, et logo eller en jingle. Formålet med et varemærke er at gøre forbrugere i stand til at identificere, hvilken virksomhed en bestemt vare eller ydelse kommer fra. En varemærkeregistrering giver eneretten til det, som mærket består af. Du registrerer mærket for de varer og tjenesteydelser, som du skal bruge mærket for, og det er dermed for disse, at mærket er beskyttet. Har du for eksempel et tøjmærke, som du gerne vil beskytte for det tøj du sælger, vil der her være tale om at mærket skal registreres for varen tøj. Har man en butik, der sælger tøj af forskellige mærker, og ønsker man butikkens navn registreret som et varemærke, skal man registrere navnet for detailhandel/engroshandel med tøj.

Hvad skal jeg gøre, når jeg vil sælge mine varer i udlandet?
Når du vil udvide din forretning til nye markeder i andre lande, er det en god idée at undersøge, om det varemærke du gerne vil bruge, allerede er i brug i det pågældende land. Varemærker som en virksomhed har brugt længe og uproblematisk i sit eget land, er ikke nødvendigvis problemfrit at bruge i andre lande. Du skal også være opmærksom på, at det kan give problemer, hvis dit varemærke ligger sig nært op ad allerede eksisterende varemærkerettigheder i landet.

Du skal derfor undersøge, om det varemærke, du vil poste penge og tid i at markedsføre på nye markeder, ikke krænker andres rettigheder. Det kan blive rigtig dyrt at krænke andres rettigheder. En krænkelse kan eksempelvis resultere i krav om at stoppe brugen af varemærket og erstatningskrav fra indehaveren af det mærke, du har krænket, og dermed kan du let komme til at stå med en dyr retssag, som du risikerer at tabe.

Når jeg har undersøgt andres varemærkerettigheder, er jeg så på den sikre side?
Når du ønsker at gå ind på nye markeder - og undersøger om du i så fald risikerer at krænke andres varemærkerettigheder - kan du ikke forlade dig på blot at undersøge, hvilke varemærker, der er registreret i det pågældende land. Uregistrerede varemærker, som er varemærker der kun er taget i brug, men ikke registreret, kan også nyde en vis beskyttelse. Det er derfor en god ide, at du, udover at undersøge markedet for registrerede varemærker, også undersøger, hvilke aktører, der driver virksomhed indenfor samme branche som dig selv. På den måde kan du undersøge, om der er mærker i brug på markedet, som kan udgøre et problem. Der kan desuden være særregler i det enkelte land.

Hvad er forskellen på at ansøge i et enkelt land eller i Europa?
Når du har fået svar på, om du krænker andre, er det en god idé at ansøge om en varemærkerettighed i det på gældende land, du gerne vil sælge dine varer eller tjenesteydelser i. Det kan du gøre på flere måder. Du kan registrere dit varemærke i hvert enkelt land, såsom Danmark, Tyskland, Sverige osv., som du finder relevant for din forretning.

Du kan også vælge at beskytte dit mærke i hele EU med én registrering, nemlig gennem et EU-mærke. Nationale varemærker er i udgangspunktet kun beskyttet i det pågældende land, hvorimod et EU-varemærke er beskyttet i hele EU. Men du skal være opmærksom på, at hvis din ansøgning af et EU-mærke bliver afvist, bliver det dermed afvist for alle lande i EU på en gang. Du vil efterfølgende kunne søge i de enkelte lande for at se om du kan opnå registrering der.

Brexit – hvad nu med EU rettigheder?
Der er indgået en udtrædelsesaftale mellem EU og UK som betyder, at EU-retten forbliver gældende i en transitperiode frem til den 31. december 2020. Der er mulighed for at denne periode kan blive forlænget. Har du et EU-mærke der er gældende eller bliver registreret i denne periode, bliver dette automatisk konverteret til også at være en UK rettighed efter periodens udløb. Er dit mærke endnu ikke blevet registreret ved udløbet af transitperioden, vil du kunne søge om en rettighed i UK med prioritet til den ansøgning du havde indleveret i EU, i op til 9 måneder efter periodens udløb.

Hvor får jeg hjælp?
Hvis du vil rådgives om, hvordan du sikrer dig bedst, kan du gå til en rådgiver der er specialiseret indenfor fx varemærker.

Du kan også tage kontakt til Patent- og Varemærkestyrelsen, der meget gerne vejleder og hjælper, så meget som vi kan.

Nyttige links:

Søg om dit eller dele af dit varemærke er registreret i andre lande og søg på registrerede designs:
European Trade Mark and Design Network

Læs om bekæmpelse af kopivarer og regler om eks- og import af kopierede varer:
Jeg vælger ægte - for virksomheder

Søg hjælp og vejledning på Patent- og varemærkestyrelsens hjemmeside:
Patent- og varemærkestyrelsen