; ;
Gemt

Sådan indberettes pensionsbidrag til Lønmodtagernes Feriemidler

12. november 2020

Dansk Erhverv modtager lige nu mange henvendelser fra medlemmer omkring håndteringen af pensionsbidrag, når der skal indberettes til Lønmodtagernes Feriemidler.

Pensionsbidrag skal alene indberettes for nogle medarbejdere
Senest den 31. december 2020 skal antallet af feriedage og den feriebetaling, som den enkelte medarbejder har optjent i indefrysningsperioden fra den 1. september 2019 til og med den 31. august 2020, indberettes til Lønmodtagernes Feriemidler.

For medarbejdere, der har ret til ferie med løn, og som ifølge en kollektiv overenskomst har ret til pensionsbidrag af feriegodtgørelse ved fratræden, skal værdien af arbejdsgiverens pensionsbidrag indberettes til Lønmodtagernes Feriemidler.  

For andre medarbejdere skal værdien af et eventuelt pensionsbidrag af feriegodtgørelse (ved fratræden) ikke indgå i indberetningen. Det må antages, at værdien i stedet skal opgøres og afregnes til pensionsinstituttet efter de sædvanlige regler i forbindelse med indberetningen.  

Det er vigtigt at være opmærksom på, at ovenstående kun er relevant, hvis medarbejderen ifølge overenskomst eller anden aftale har ret til pension af feriegodtgørelse ved fratræden. Rettigheden kan fremgå på forskellige måder. Det kan f.eks. eksplicit være nævnt, at feriegodtgørelse er et pensionsgivende element. Det kan også være, at det fremgår af pensionsbestemmelsen, at der skal beregnes pension af den a-skattepligtige indkomst, som feriegodtgørelse er en del af.  

Dansk Erhvervs notat om overgangen til den nye ferielov
Læs mere om overgangen til den nye ferielov og opgørelsen af den feriebetaling, der skal indefryses, i Dansk Erhvervs notat om overgangen til ny ferielov. Notatet er lige nu under revidering, og det reviderede notat vil snart blive lagt på Dansk Erhvervs hjemmeside.