; ;
Gemt

Særlige talenter skal dyrkes og styrkes

Regeringen har netop meldt ud, at den vil dyrke og styrke talenter i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Helt rigtigt, lyder det fra Dansk Erhverv.

Nyhed

pressemeddelelse den 5. februar 2019

Regeringen ved undervisningsminister Merete Riisager har netop meldt ud, at man vil lave en særlig indsats for oversete talenter i grundskolen og på ungdomsuddannelserne. Der er afsat 65 millioner kroner til formålet.

”Det er helt rigtigt set af regeringen. Vi har brug for at udfordre og løfte talenterne gennem hele vores uddannelsessystem. Vi har ikke alene brug for flere med de rigtige kompetencer, men også flere, der dygtiggør sig yderligere og får mulighed for at udfolde deres talent. Erhvervslivet er udsat for hård konkurrence fra det store udland, og i Danmark er vores vigtigste ressource vores børn og unge. De skal have mest muligt ud af deres rejse gennem uddannelsessystemet,” siger Claus Rosenkrands Olsen, uddannelseschef i Dansk Erhverv.

Digitalisering er nøglen
Claus Rosenkrands Olsen peger på, at det er vigtigt, at indsatsen også omfavner digitaliseringen, da digitale færdigheder bliver Alfa og Omega i forhold til at kunne begå sig på fremtidens arbejdsmarked.

”Der gøres allerede meget på området, men ofte er de spredte initiativer båret af ambitiøse skoler, uddannelser og andre parter omkring uddannelserne. Derfor er det godt, at der nu sættes ekstra fokus på at understøtte det, der allerede foregår og sætte nye tiltag i gang. Den digitale udvikling går stærkt, og også her er der brug for at gøre noget ekstra. Ikke mindst for de børn og unge, der kan og vil noget mere med deres skole og uddannelse,” siger Claus Rosenkrands Olsen.

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Claus Rosenkrands Olsen

Uddannelseschef
Medarbejderprofil