; ;
Gemt

Selvkørende shuttle i Aalborg

Førerløse biler er i en eksplosiv udvikling. Den danske virksomhed Holo får nu sit første længerevarende pilotprojekt på gaden i Aalborg. Det har krævet en årelang indsats med udfordringer med skiftende politiske vinde, lovgivning og evige godkendelsesprocesser.

Nyhed

Dansk Erhverv | Transport - 29. januar 2020

I Danmark har vi længe set os selv som et teknologisk foregangsland, der skal udvikle og eksportere vores viden og erfaringer på nye områder. Af en eller anden grund har det ikke været sådan, når det kommer til et af de helt centrale udviklingsområder indenfor transport og mobilitet: nemlig den selvkørende bil, eller i dette tilfælde en shuttle.

Et stærkt værktøj i kampen mod trængsel og forurening
De fleste er enige om, at det er et stærkt værktøj, når trængsel og forurening skal mindskes, samtidigt med at en voksende befolkning skal kunne komme rundt i deres hverdag. Free-flow selvkørende biler eller skalerbar kollektiv trafik på vores gader er endemålet, men det kommer ikke bare ud af det blå, så lad os stoppe op og tage et kig på det vigtige skridt, som Aalborg Kommune og Holo har taget i fællesskab.

Sagsbehandlingstid på 547,5 dage
For cirka halvandet år (eller cirka 547,5 dage) siden indsendte Aalborg en ansøgning om et 2-års pilotprojekt i Aalborg Øst, hvor de ville blive first movers på selvkørende teknologi på Astrupstien. En 2,1 km lang strækning igennem et boligområde, med maksimalt 18 km/t, der skulle sikre bedre sammenhæng og mobilitet i området.

Astrupstien i Aalborg i historisk pilotprojekt
Lader vi den lange sagsbehandlingstid og sikkerhedsassessorordningen ligge for nu, er det nærliggende at glæde sig over, at man fra den 5. marts 2020 kan hoppe ombord og nyde den 15 minutter lange tur ad Astrupstien. Dertil kan man krydse fingre for, at vi nu har fået åbnet op for det selvkørende område, og at de kommende erfaringer er med til at sikre mange flere strækninger – det giver god og grøn mening.

Kontakt

Transport

Christoffer Greenfort

Chefkonsulent