Gemt

Stigning i salg af økologiske fødevarer til foodservice

Danmarks Statistik har offentliggjort tal for det økologiske salg til foodservice.

Nyhed

DANSK ERHVERV | FØDEVARER - 30. OKTOBER 2018

Danmarks Statistik offentliggjorde i slutningen af september tal for det økologiske salg til foodservice i 2017. Foodservice kategorien omfatter servering af mad fra køkkener i institutioner, restauranter, kantiner, caféer, udbringning mv. Statistikken vedrører udelukkende økologiske fødevarer.


Stor stigning i salg af økologi fødevarer

Det samlede salg af økologiske føde- og drikkevarer til foodservice steg med 20 pct. fra 1.711 mio. kr. i 2016 til 2.044 mio. kr. i 2017. Økologiske varer udgjorde 9,3 pct. af det samlede salg til foodservice i 2017 mod 8,5 pct. i 2016.

Økologi i foodservice-sektoren er nu næsten ligeså stort som i detail, hvilket vidner om en stor efterspørgsel både i hjemmet, på arbejdspladsen og i udespisning. Det er samtidigt med til at understrege, at Danmark har førertrøjen på, når det kommer til økologi.


Offentlige storkøkkener er storkunder af økologiske fødevarer

Den offentlige sektor aftager 44 pct. af salget af økologiske varer til foodservice. Størstedelen af den offentlige sektors økologiske indkøb gik til offentlige institutioner såsom hospitaler, børnehaver og uddannelsesinstitutioner, som aftog 36 pct. af det økologiske salg. De resterende 8 pct. gik til kantiner på offentlige arbejdspladser. 

Den offentlige sektors indkøb til hospitaler, børnehaver, uddannelsesinstitutioner og kantiner er således med til at drive økologivæksten i Danmark. Men udviklingen skyldes i høj grad også, at hoteller, restauranter, kantiner på private arbejdspladser og cafeer også er med på økologibølgen.

Det Økologiske Spisemærke på fremmarch i hele Danmark
Andelen af spisesteder med 'Det Økologiske Spisemærke' uden for Region Hovedstaden er steget fra 42 pct. til 50 pct., og provinsen huser dermed halvdelen af spisestederne med økologimærket. Samlet steg antallet af spisesteder med "Det Økologiske Spisemærke" med 24 pct. fra 1.861 i januar 2017 til 2.305 i januar 2018 ifølge Miljø- og Fødevareministeriet.

Det Økologiske Spisemærke vokser således år for år og nu også i hele landet, hvilket er en glædelig udvikling. Men det er vigtigt, at endnu flere får glæde af mærkningsordningen, som i dag kun gælder for restauranter, cafeer og storkøkkener. Derfor arbejder vi i Dansk Erhverv for, at det økologiske spisemærke udbredes, så det også bliver muligt for bagere, slagtere og andre specialbutikker, der både sælger og producerer fødevarer in-house, at anvende mærket.

Kontakt

Fødevarer

Saoirse McKeever Andersen

Fagchef for fødevarer