; ;
Gemt

Erhvervsskolerne mister penge

I finansloven er der afsat 170 millioner kroner til at styrke erhvervsuddannelserne, men det er ikke nok til at opveje besparelser.

Nyhed

Af Stine Pilegaard Jespersen, underdirektør i Dansk Erhverv

Som led i aftalen om finanslov 2018 har regeringen og DF aftalt at afsætte en ekstraordinær kvalitetsudviklingspulje til erhvervsuddannelserne på 170 mio. kr. i 2018.

Dansk Erhverv vurderer ikke, at en pulje på 170 mio. kr. vil styrke erhvervsuddannelserne, men tværtimod vil betyde, at erhvervsskolerne mister 100 mio. kr. på finansloven for 2018.

Det skyldes, at erhvervsskolerne er hårdt ramt af omprioriteringsbidraget på 2 pct., som akkumulerer fra år til år. Derfor vil en pulje på 170 mio. kr. ikke kunne opveje, at erhvervsskolerne i 2018 mister 150 mio. kr. i såkaldte kvalitetsmidler, som de fik på sidste års finanslov (for at neutralisere omprioriteringsbidraget), samtidig med, at skolerne skal levere endnu en besparelse på 120 mio. kr. som følge af omprioriteringsbidraget i 2018.

Uheldige besparelser på erhvervsuddannelserne
Dansk Erhverv finder det yderst uheldigt med besparelser på erhvervsuddannelserne – særligt nu, hvor der skal implementeres en reform, som skal få flere unge til at vælge en faglært uddannelse og hvor virksomheder nu og i fremtiden mangler faglært arbejdskraft.

Der er bred enighed om, at der i fremtiden bliver, og på nogle områder allerede nu er, mangel på faglært arbejdskraft. Samtidig er det blot 18,5 pct. af en ungdomsårgang, som vælger erhvervsuddannelserne, mens 74 pct. vælger gymnasiet.

Nødvendige investeringer i digitale løsninger
Dansk Erhverv er bekymrede for, om besparelserne på erhvervsskolerne vil betyde, at skolerne får vanskeligt ved at bidrage til de reformmål, som er politisk vedtaget i erhvervsskolereformen/trepartsaftalen om flere faglærte. De få elever presser erhvervsskolernes økonomi og gør det vanskeligt for dem at foretage de nødvendige investeringer, som er forudsat i reformen dels i forhold til digitale løsninger og læremidler – dels i forhold til at skabe bedre rammer for erhvervsuddannelserne og erhvervslivets samarbejde om at bringe det anvendelsesorienterede og praksis i ind i grundskolen. Sidstnævnte er netop forudsætningen for at skaffe flere elever og dermed bedre økonomi for skolerne.

Effektiv, billig og sikker vej til arbejdsmarkedet
Erhvervsuddannelserne er en samfundsøkonomisk effektiv og billig måde at sikre tusindvis af unge en sikker vej til uddannelse og fodfæste på arbejdsmarkedet. Det er mere end dobbelt så dyrt at sende en ung gennem gymnasiet end gennem erhvervsuddannelserne. Samtidig mangler virksomhederne faglært arbejdskraft og manglen bliver kun større som med tiden. Derfor er erhvervsuddannelserne samfundsøkonomisk en god forretning, hvorfor det er uhensigtsmæssigt at spare på erhvervsuddannelserne.

Mulige besparelser på SU
Dansk Erhverv støtter ikke grønthøstermetoden, som omprioriteringsbidraget er udtryk for. Hvis der skal findes besparelser på uddannelsesområdet, foreslår vi, at man foretager mere intelligente besparelser. For eksempel er udgifterne til SU højere end driften af de videregående uddannelser. Her burde det være muligt at finde besparelser, som kan få unge hurtigere færdig med deres videregående uddannelser og samtidig sikre midler til at forbedre kvaliteten af uddannelserne på både de videregående uddannelser og på erhvervsuddannelserne.

Kontakt

Arbejdsmarked, uddannelse og forskning

Stine Pilegaard Jespersen

Underdirektør
Medarbejderprofil