; ;
Gemt

Udbud skal fremover gennemføres elektronisk

Fra den 1. juli 2018 skal alle ordregivende myndigheder gennemføre udbud elektronisk. Det betyder i praksis, at al kommunikation mellem private virksomheder og ordregiveren under en udbudsprocedure skal ske elektronisk.

Nyhed

Kravet om at gennemføre udbud elektronisk gælder for udbud, der er offentliggjort ved udbudsbekendtgørelser fra den 1. juli 2018, og omfatter kontrakter, der udbydes efter reglerne i udbudslovens afsnit II (EU-udbud) og III (Light-regimet) samt forsyningsvirksomhedsdirektivet.

Kravet indebærer, at ethvert led i udbudsproceduren skal gennemføres elektronisk. Det betyder, at al kommunikation med forbindelse til udbuddet, som f.eks. modtagelse af ansøgninger og tilbud, spørgsmål og svar, ESPD’er mv., skal foregå elektronisk.

Der stilles samtidig en række krav til det udbudssystem, som ordregiveren anvender. Det kræves bl.a., at:

  • Dataintegriteten og fortroligheden af ansøgninger og tilbud beskyttes, så kun bemyndigede personer kan fastsætte eller ændre datoerne for åbning af ansøgninger og tilbud,
  • Det nøjagtige tidspunkt for modtagelse af ansøgninger og tilbud kan fastslås med sikkerhed.
  • Det anvendte elektroniske udbudssystem er almindeligt tilgængeligt, funktionelt kompatibelt med almindeligt anvendte elektroniske kommunikationsmidler, ikkediskriminerende, og ikke begrænser adgangen til udbudsproceduren.
  • Adgangen til at deltage i en udbudsprocedure ikke kræver betaling af et vederlag.

Har du brug for mere vejledning?
Hvis du har spørgsmål til forståelsen af udbudsloven regler, eller du har brug for hjælp til håndteringen af en problemstilling, der er opstået i forbindelse med et konkret udbud, kan du som medlem af Dansk Erhverv kontakte Dansk Erhvervs udbudsjurister. De sidder parate med gode råd og vejledning, der kan føre din virksomhed sikkert igennem udbudsjunglen.

Læs vejledning i udbudslovens regler.