; ;
Gemt

Elektronisk fakturering er en oplagt start for ny digitaliseringsfond

07. december 2020

Digitalisering er en af nøglerne til at løse de store samfundsudfordringer - derfor hilser Dansk Erhverv den nye digitaliseringsfond velkommen.

Danske virksomheders digitale modenhed og brug af teknologi er en væsentlig faktor for deres konkurrenceevne. Den digitale omstilling rummer gevinster for alle virksomheder i Danmark, uanset størrelse eller geografi. Det er godt for den danske konkurrenceevne, fordi investeringer i digitale teknologier bidrager til effektiviseringer gennem nye og forbedrede arbejdsgange, automatisering og reducerede driftsomkostninger.

Samtidig åbner digitaliseringen muligheder for at udvikle nye produkter og forretningsmodeller samt løsninger på alt fra grøn omstilling til bedre diagnosticering af alvorlige sygdomme. Beregninger fra Erhvervsministeriet viser, at virksomheder med en høj digitaliseringsgrad er 22 procent mere produktive end deres mindre digitale modstykker.

Automatisk bogføring halter bagefter
Et oplagt sted for en ny digitaliseringsfond at starte er ved digitalisering af pengestrømme, som rummer store potentialer for effektiviseringer og besparelser. Ifølge Nationalbankens Betalings-råd koster manuelle processer såsom fakturahåndtering, bogføring og afstemning af bogføring i virksomhederne op mod 3,5 milliarder kr. årligt. Med elektronisk fakturering kan en del af disse processer automatiseres og dermed gøres langt billigere og frigive arbejdskraft til andre opgaver.

Alligevel halter automatisering bagefter. Det skyldes primært, at elektroniske fakturaer, der er en forudsætning for automatisk bogføring, kun benyttes i ganske begrænset omfang, når virksomheder handler med hinanden. Dette til trods for, at mange virksomheder allerede bruger IT-systemer til fx bogføring og regnskab.

Brug for en samlet datastrategi nu!
Et andet oplagt indsatsområde er data. Data fra offentlige myndigheder kan blive råstof for innovation i hænderne på virksomheder. Det kan være geografiske data, data om vejr, befolkningstæthed eller energiforbruget på landets skoler. En liberal, åben og ensartet praksis med at stille data til rådighed for virksomheder, organisationer og borgere er en vigtig opgave for en tidssvarende offentlig sektor - simpelthen fordi forretningspotentialet i mere effektiv brug af data er enormt.

Politiske initiativer fra Folketinget og EU har hjulpet til med at frigøre offentlige data i juridisk og økonomisk forstand - men i praksis er det fortsat uoverskueligt eller helt umuligt for en virksomhed at finde ud af, hvilke myndigheder der har hvilke data. Ingen har det komplette overblik, og iværksættere og andre spillere har svært ved at navigere mellem myndigheder og kan opleve stor forskel mellem de enkelte myndigheders måde at behandle henvendelser på.

Derfor er der brug for en samlet datastrategi med et klart setup for datadeling, der kan fremme deling og anvendelse af virksomhedernes, myndighedernes og borgernes data. Strategien skal klargøre rammerne for brugen af data og derved være med til at sikre, at Danmark får en bid af den dataøkonomiske kage.

Digitaliser SMV’erne!
Det er oplagt, at en ny digitaliseringsfond har fokus på at give SMV’erne et digitalt løft. Disse virksomheder, som udgør langt størstedelen af det danske erhvervsliv, oplever ofte problemer med at skaffe kapital eller opnå lån, især i den tidlige opstartsfase. På grund af deres begrænsede ressourcer er de også delvist afskåret fra adgang til ny teknologi og innovation.

Samtidig har SMV’erne ofte mulighed for hurtigere at komme på markedet med nye produkter og løbende få feedback fra kunder. De har derved en unik mulighed for at udfordre større etablerede virksomheder, hvis de får adgang til den nødvendige kapital. En ny digitaliseringsfond bør understøtte eksisterende succeser på området - herunder SMV:Digital, der allerede har hjulpet mere end 900 SMV’er i gang med deres digitale rejse.

Dansk Erhvervs publikation ’Digital handlekraft’ indeholder 27 konkrete forslag til et konkurrencedygtigt, robust og ansvarligt Danmark - find publikationen her: Dansk Erhverv - Digital handlekraft

Kontakt

Teknologi, Digitalisering & Tele

Frederikke Rosendal Egede Saabye

Chefkonsulent