Spring til indhold

Hjælp til håndtering af told for danske virksomheder

Dansk Erhverv tilbyder nu medlemmer en komplet løsning inden for toldrelaterede spørgsmål. Med den stigende kompleksitet i den globale handel – herunder konsekvenserne af den amerikanske handelspolitik og det øgede fokus på toldoptimering – oplever danske virksomheder et markant behov for specialiseret rådgivning.

Guide
Gem
Indhold

Kontakt

Vi styrker vores tilbud til medlemmerne: 360-graders rådgivning om told

Som medlem får du adgang til:

  • Hurtig og præcis hjælp til enkle toldspørgsmål og mere generelle spørgsmål om international handelspolitik.
  • Toldrådgivning i dybden og globalt med fokus på optimering og de mest effektive toldprocedurer tilpasset din virksomheds behov.

Sådan får du hjælp:

Vi anbefaler, at man bruger EU-Kommissionens digitale værktøj kaldet ”Access2Markets”, som er brugervenligt og ligger gratis tilgængeligt på internettet til hurtige opslag. Det kan tilgås her: Access2Markets Welcome home page

Mange enkle forespørgsler kan hurtigt afklares via dette værktøj, hvis man kender oprindelsen og HS-koden på ens varer. Her findes oplysninger om toldsatser, import- og eksportbestemmelser samt anden relevant information vedrørende import til og eksport fra EU-lande.

Hvis din virksomhed derimod har behov for mere dybdegående vejledning eller skræddersyet rådgivning til komplekse toldudfordringer uanset målmarkedet, tilbyder Dansk Erhverv nu en udvidet toldservice.

For at benytte denne service bedes du kontakte Michael Bremerskov Jensen, fagchef for global markedsudvikling i Dansk Erhverv. Denne service ydes i samarbejde med ANDERSEN KAER Advokatfirma P/S.  

De mest efterspurgte emner indenfor told, som vi kan hjælpe med: 

Oprindelsesstatus
Oprindelsesstatus fortæller om, hvor en vare kommer fra i toldmæssig forstand, hvilket ikke behøver at være det samme som forsendelseslandet. En vares oprindelse bestemmes ud fra, hvor den er blevet produceret eller tilstrækkeligt forarbejdet. Der kan enten være tale om præferentiel oprindelse med mulighed for nedsat told eller ikke-præferentiel oprindelse, hvor der ikke er mulighed for nedsat told.

Toldværdi
Toldværdi er det grundlag, som tolden beregnes ud fra, når den importeres til EU. Dvs. varens værdi på indførelsestidspunktet til EU’s toldområde, som oftest er transaktionsværdien, hvilket vil sige, hvad køber har betalt for varen til sælger plus fragt og forsikring og eventuelt emballage og royalties. Udgifter til transport og forsikring efter varens ankomst til EU skal ikke medregnes.  

Tarifering
For at kunne eksportere eller importere en vare korrekt, er det nødvendigt, at varen får den rigtige varekode (også kaldet tarifering), som gør, at den kan blive fortoldet korrekt af toldmyndighederne. Tarifering kan volde virksomheder problemer, hvorfor det ofte kan være en god idé at indhente en såkaldt bindende tariferingsoplysning fra Toldstyrelsen.  

Passiv forædling
Denne toldordning giver mulighed for at udføre varer fra EU til forarbejdning udenfor EU og derefter indføre de forarbejdede varer med nedsat eller uden told til EU.

Aktiv forædling
Denne toldordning giver mulighed for at indføre varer fra lande udenfor EU toldfrit eller med nedsat told, når varerne skal forarbejdes i EU og derefter reeksporteres til lande udenfor EU.

Midlertidigt toldoplag
Denne toldordning kan bruges, når varer ankommer til EU fra lande udenfor EU, men endnu ikke er blevet fortoldet eller tildelt en endelig toldmæssig status. Varerne kan opbevares midlertidigt under toldmyndighedernes tilsyn, indtil importøren ønsker at fortolde dem til fri omsætning.  

Sikkerhedsstillelse
Toldstyrelsen kan kræve, at virksomheder stiller sikkerhed f.eks. i form af bankgaranti, depositum eller kaution for toldskyld ved anvendelse af visse toldordninger med henblik på at sikre staten mod økonomisk tab i tilfælde af, at toldreglerne ikke er blevet overholdt.  

Udlignings- og antidumping-told
Udligningstold anvendes til at neutralisere prisforskellen på varer, som er blevet produceret med statsstøtte, og varer produceret uden statsstøtte, mens antidumping-told bruges, når en virksomhed sælger sine varer på et eksportmarked til en lavere pris end produktionsomkostningerne. Formålet med begge er at beskytte EU-virksomheder mod uretfærdig konkurrence fra virksomheder baseret i lande udenfor EU.

Dual Use-spørgsmål
Dual use-varer er varer, der vurderes at kunne bruges både til civile og militære formål og derfor er omfattet af EU’s eksportkontrol-regler. Virksomheder skal som regel indhente en særlig tilladelse fra Erhvervsstyrelsen for at kunne eksportere dual use-produkter.

Mulighed for nedsat told via frihandelsaftaler
Danske virksomheder kan opnå nedsat told eller som oftest fuld toldfrihed på deres eksport- og importvarer, såfremt de pågældende varer er producerede eller tilstrækkeligt forarbejdede i lande, med hvilke EU har indgået frihandelsaftaler. EU råder over mere end 45 frihandelsaftaler med andre lande og regioner, herunder Japan, Canada, Sydkorea og Mexico m.fl. Hvis man skal udnytte mulighederne for nedsat eller toldfrihed takket være disse aftaler, skal man bl.a. huske at forsyne varerne med særlige certifikater, have klarhed over varernes oprindelse i toldmæssig forstand samt de produktspecifikke krav i frihandelsaftalerne til opnåelse af nedsat told eller toldfrihed (også kaldet ”præferencetold”).     

Sådan søger du om præferencetold:

  1. Tjek, om EU har en frihandelsaftale med det land, du eksporterer til, på EU-Kommissionens hjemmeside.
  2. Er der en frihandelsaftale mellem EU og det pågældende land, er næste skridt at finde ud af, hvor meget præferencetold du kan opnå. Det afhænger af varegruppen. Find den 6-cifrede HS-varekode for dit produkt og tast koden ind i EU-Kommissionens digitale toldværktøj – link: Access2Markets Welcome home page. Her kan du også se, om din vare opfylder de produktspecifikke oprindelsesregler, som gælder i den konkrete frihandelsaftale. Derudover skal man især i forhold til sammensatte færdigvarer, hvor der måske indgår råvarer og komponenter fra flere oprindelseslande, have styr på frihandelsaftalernes krav til, om varerne er blevet tilstrækkeligt forarbejdet for at kunne opnå præferencetold.
  3. Når du sender din vare af sted, skal du forsyne den med en præferencegivende oprindelseserklæring. Blanketterne til oprindelseserklæring kan købes hos boghandlere eller trykkerier og findes i flere forskellige versioner afhængigt af, hvilket eksportmarked det drejer sig om.


Der findes følgende typer præferencegivende oprindelseserklæringer:

  • Varecertifikat EUR.1 (de fleste tredjelande, med hvem EU har indgået frihandelsaftaler)
  • Fakturaerklæring (Sydkorea)
  • Varecertifikat EUR.2 (til visse lande – se SKAT’s hjemmeside)
  • Varecertifikat EUR-MED (Middelhavslande)
  • Oprindelsescertifikat Form A (GSP-certifikat)
  • Varecertifikat A.TR (Tyrkiet)
  • Leverandørerklæring (afgives typisk af underleverandører til komponenter til EU-virksomheder som støtte til en ansøgning om EUR.1)

Kontakt

Har du spørgsmål om told og eksport?

EU & Internationalt

Michael Bremerskov Jensen

Fagchef for Global Markedsudvikling

Andre relaterede guides i temaet

Guide

Kom i gang med eksport

Få gode råd til hvilke overvejelser du skal gøre, inden du begynder at eksportere.

Guide

Hvor får du hjælp til finansiering af eksport?

Læs her om mulighederne for eksportører og importører, der søger finansiering til international handel eller investering i udlandet.

Guide

Få lokal rådgivning i hele verden

Dansk Erhverv hjælper danske virksomheder i deres aktiviteter på udenlandske markeder.

Guide

Få styr på dokumenterne til eksport

Denne guide omhandler salg af varer i lande uden for EU. Læs om dokumenter, formaliteter og procedurer i forbindelse med eksport.